Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VI. Hos Aandemaneren Aua
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ud for Kap Elisabeth naar den faste Vinteris ikke længere end en Mds Vej til Søs. Med Fralandsvind
aabnes store Vaager, hvor man driver Hvalrosfangst fra Iskanten.
en Vaage aabnede sig, slog Frostrøgen op som en blaa Taage. saa vi
lige kunde skimte de sorte Hvalrosrygge, der skød op af Havet. I
lange Vejrdrag aandede de Luft ind — vi hørte Aandedrættet som en
Pusten — og saa dykkede de atter ned til deres undersøiske Mad*
steder.
Vi havde begge oplevet det mange Gange før, og vi mindedes mange
Jagtæventyr.
„Dyr og Mennesker staar hinanden nær,“ siger Aua; „det var der*
for, vore Forfædre troede, at man snart kunde være Dyr, snart Menne*
ske.
Men Bjørnene staar os nærmest. De kan synes at have Menneske*
forstand og kryber hen til sovende Sæler, ganske paa samme Maade
som en Fanger. De holder Vagt ved Iskanten, ganske som vi selv. Plud*
selig kaster de sig saa ud i Vandet, og naar de kommer op igen, har de
en Sæl i Gabet. Jager de derimod fra Aandehul, ligger de i Timevis og
venter. I samme Øjeblik som Sælen kommer op, slaar de deres vældige
Lab ned paa dens Hjerne, bider fast og trækker hele’Dyret op gennem
det smalle Aandehul, saa at alle Knogler knuses gennem Hud og Spæk.“ •
Ja, Aua havde selv engang set en Bjørn liste sig hen til en Flok
sovende Hvalrosser. Den havde en massiv Isblok mellem Forlabberne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
