Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VI. Hos Aandemaneren Aua
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
og dækkede sig stadig bag Isstykker, saa at dens gule Krop aldrig blev
synlig for Hvalrosserne. Rørte de sig, laa den ubevægelig hen, ganske
i eet med Skrueisen; men næppe faldt de til Ro, før den igen begyndte
at krybe frem, oprejst paa Bagbenene. Saa valgte den endelig med
Omhu en ganske ung Hvalros ud og slyngede Isblokken ned paa den
med en saadan Kraft, at den laa bedøvet tilbage, medens alle de an#
dre plumpede i Vandet.
Men Bjørne har ogsaa særlige Vaner, naar de spiser. De kan ikke
lide alt for varmt Sælkød og dækker det derfor omhyggeligt til med løs
Sne. Først naar det er afkølet, smager det.
Aua, der trods sine Fortællinger har været meget aarvaagen, farer
pludselig sammen og peger hen i Retning af det Sted, hvor „Ederfuglen“
staar med sin Harpun. Lige foran ham er der en ganske lille Aabning i
Isen, emVandpyt, der ikke kan kaldes for en Vaage, og op i den skyder
en Hvalros’ brede Ryg. Hovedet kommer sidst. Men før den har faaet
Tid til at puste, har „Ederfuglen" kastet sin Harpun langt ind i dens
dybe Sidespæk. Vi hører et Saltvandshark — Vandet fyger hen over
Vaagen — men „Ederfuglen“ har allerede forlængst stødt sin Ismeisel
ned gennem Linens’Endeløkke og tøjret Hvalrossen til Isen.
Vi kom straks til Hjælp, fik Hvalrossen halet op, dræbt og flænset,
endnu inden det var mørkt, og da vi endelig hen paa Aftenen kørte ind
til den store, nybyggede Snehytte ved Itibleriang, følte jeg en vis Stolt*
»
hed over, at det var en af mine egne, der havde nedlagt den første Hval*
ros blandt de fremmede Jægere.
Der blev stor Glæde ved Bopladsen. En fuldvoksen Hvalros betyder
Kød og Spæk for lange Tider, og vi havde kun været paa Jagt een Dag.
Der var kommen Velstand til Huse; vi behøvede ikke længere at spare
paa Spækket i Lamperne, og der var Mad til os selv og Hundene.
Kød i Huset giver en vis frodig Ro i Sindet, og man er bedre i Stand
til at beskæftige sig med Ting, som ikke hører til Dagens Problemer.
Den nye Snehytte, vi havde bygget, var knap saa stor som den gamle
Drypstenshule, men det var lettere at gøre den lun og hyggelig. „Tom*
melfingeren“s Kone var paa Grund af den Tabu, der er forbundet med
hendes Barnefødsel, flyttet ind i sit eget Hus; den gamle Sælhund havde
faaet et Ildebefindende og havde derfor ogsaa sin egen Husholdning.
Men til Trods for denne Udrykning havde vi dog et anseligt Snehus.
Inde i selve Hovedbygningen, hvor Aua og hans Kone residerede, kunde
vi med Lethed sove tyve Mennesker. Denne Del af Snehuset mundede
ud i en høj Portal, en Slags Hal, hvor man børstede Sneen af sig, før
man kom ind i det varme Rum. Paa den anden Side var bygget et stort,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
