Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. Nye Venner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Oprindelighed, som den ejer, der maa bygge sine Teorier op paa de
levende Ords Overleveringer. Det er denne Naturlighed, der gør dem til
Digtere, uden at de selv ved af det, og det er denne Mangel paa tillært
Ortodoksi, som giver deres Fremstilling den barnlige Charme, der gør
Mystiken troværdig. —
En Aften havde Patdloq været særlig optaget af at undersøge „Dis*
kanten“s Livsbane. Medens vi andre laa paa Briksen og tog Aftenens
sorgløse Hvile, havde han staaet timevis oprejst med lukkede Øjne,
medens han sang en gammel Tryllevise uden mange Ord; men han gens
tog den saa ofte, at dens korte Tekst fik Form og vi saa Livets Styrke
og Livets Forkrænkelighed for os i de faa Ord, han med ensformig
Stemme blev ved at nynne. Ordene lød saaledes:
Du Jord,
vor store Jord,
ser du disse Dynger,
af blegede Knogler,
disse hentørrede Ben,
der smuldrede bort
for Kraften
af den vældige Verdens
Luft?
He — he — he!
Ordene smuttede ud af Munden paa ham i fast Takt og blandedes
ind i lange Enetaler med hemmelige Aander. Tilsidst maa han være
kommen til et Resultat, for pludselig slog han Haandfladerne sammen
og blæste frisk Menneskeaande hen over dem, idet han raabte: „Her
er det! Her er det!“ Hvortil Taparte straks svarede: „Tak, Tak! Du
hai det!“
Patdloq kom nu hen til os og forklarede, at „Diskanten" sidste Som«
mer havde været med paa en Baadrejse, hvor man havde brugt et Sejl,
der havde tilhørt en Mand, som nu var død. En Luftning fra de dødes
Land havde strejfet Barnet, og nu kom Sygdommen af, at det længtes
bort fra Menneskene.
Jeg spurgte ham, hvorledes de mærkelige Ord var bleven til,
som stadig havde givet ham nye Tanker, og han svarede, at han havde
dem fra sin Fader. Hans Fader holdt meget af Ensomhed, og en Dag
han var ude at gaa, kom en Ravn flyvende hen imod ham, den viseste
af alle Fugle. Saa havde han skudt den med sin Bue, og da den faldt,
havde han fremsagt disse Ord over den, i de Øjeblikke den kæmpede
sin Dødskamp. Ordene var kommen til ham af sig selv, og lidt efter
lidt var de bleven til en Tryllevise, som Patdloq havde arvet.......
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
