Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII. Paa Langfart
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
glæder os herover, gør vi den Opdagelse, at den Fordel, vi har givet
Hundene, har vi taget fra os selv. Landkørsel, som vi kender den fra
Grønland, er en munter Situationskørsel, hvor man sorgløst kan glæde
sig over Landskabet, uden i mindste Maade at give Agt paa Sten eller
mulige Smaaforhindringer. Jernskinner løber overalt og tager ingen
Skade. Men i Dag maa vi springe af Slæden, hver Gang vi i lang AU
stand faar Øje paa Sten, der ligger i Vejen, og for den, der ikke er
vant til at styre en Slæde og dreje og sno den ud fra Læssets Surres
remme nærmest Snuderne, er det et meget anstrengende Arbejde. Er
Stenene mange og holder Hundene god Fart, maa vi ofte løbe flere
Kilometer i Træk, og taber man saa blot et eneste Øjeblik Taalmodigs
heden, kan man være sikker paa, at der kommer en Sten i Vejen. Der
ryger da let en Splint af den kunstige Skinne, og den Ujævnhed, den
danner i den blanke Is, stopper Farten saa føleligt, at man kommer til at
lide under det Resten af Dagsrejsen. Men bortset fra disse Ulemper,
der kan overvindes, efterhaanden som vi faar mere Øvelse, er Resultatet
straalende. Slæderne stryger med det tunge Læs saa let hen over
Sneen, at det Dagen igennem gaar i skarpt Trav til Trods for det bak«
kede Terrain, og det er en Fornøjelse at se, hvor lidt Hundene behøver
at lægge Kræfterne i; det er, som om Slæderne glider frem af sig selv,
naar de først er i Fart, og kun nu og da behøver de et lille Ryk for at
holde Farten gaaende.
Da vi allermest længes efter at slaa Lejr, ser vi en Flok Vildrener
og skyder to af dem. Det er højt Vejr, men koldt, og da vi stadig mø*
der Sten og maa løbe meget ved Siden af Slæderne, kan vi ikke saim
tidig beskytte Ansigtet mod Kulden, saa endskønt vi driver af Varme
over hele Kroppen, bliver et Par af os angrebet af Frost i An«
sigtet. Vi bygger os en Snehytte ved Kanten af en Sø og gør klar for
Natten; Hundene faar et stort Foder friskt Kød, og for vore egne Muns
de fyldes Gryden med Lækkerier fra de nyskudte Dyr.
Landet, vi har rejst igennem, har været fladt og uden Særpræg; men
da Solen gaar ned, slaar al Ensformighed over i Farver og Skønhed.
Bangsteds Hold er ikke naaet frem, da vi Kl. 5 om Morgenen kører
videre ind over det barske Land. Alt ligner hinanden; Dagsrejsen i Dag
er som Dagsrejsen i Gaar, der er ingen Fjælde, kun Bakker med Sletter
og Søer. Det er udpræget Moræneland med mange Sten, men det lyk*
kes os altid at finde en Vej uden om Vanskelighederne. Midt paa Das
gen naar vi frem til en Højderyg, der falder stejlt ned til alle Sider, og
er tvungne til at køre ned over et stort Elvleje med Masser af Sten.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
