Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - X. Liv blandt Rensdyreskimoerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Denne lille Episode fortalte mig, at jeg alligevel maatte være kommen
til nye Mennesker, og da en ung Mand, Pingoqa, kom hen og spurgte
mig, om Sælerne havde Horn ligesom Rensdyrene, glemte jeg helt min
Skuffelse fra for. Lad gaa, at Tangomelodier i Øjeblikket skrattede fra
Grammofonen og at mægtige Baal flammede under ægte, importerede
Zinkbaljer — jeg stod dog overfor Mennesker, der var vidt forskellige
fra de almindelig kendte Eskimoer, for hvem Sødyrfangsten er en Livs* i
betingelse. Selv om jeg nok var klar over, at der før havde været hvide
Mænd i disse Egne, vidste jeg ogsaa, at disse Mennesker aldrig nogens
sinde var bleven indgaaende studeret.
Midt under disse Betragtninger gjaldede et Raab ud over Bopladsen:
„Kødet er kogt, Kødet er kogt!“
Og med hele den Madlyst, som besjæler Mennesker, der netop har
overstaaet en Hungerperiode, løb alle Mændene op til Igjugarjuks Telt;
Kvinderne maatte først komme til, naar Mændenes Maaltid var endt.
De to Rener laa i vældige Stykker hen over Gulvet, fordelt i Træbaks
ker, og da Værten klogt havde tænkt sig, at vore Vaner ikke var gans
ske de samme som deres, havde han lagt vore Rationer paa et særligt
Fad, som han rakte mod os. Alle styrtede sig som glubske Hunde over
Maaltidet — det gjaldt om hurtigt at sikre sig de bedste Stykker —
og skønt jeg blandt Eskimoer ofte har overværet barbariske Festmaals
tider, har jeg aldrig været med til en saadan Mangel paa Form. Kun
de Ældre brugte Knive — de Yngre sled Kødet af Benene ganske paa
samme gridske Maade, som vi tænker os, vore Urfædre har ædt. Fors
uden de to Rener var der kogt adskillige Hoveder. Hvert af Ekspedis
tionens Medlemmer fik et, men vi maatte gerne spise det i vort eget
Telt, da man havde den gæstevenlige Forstaaelse, at vi absolut ikke
kunde faa mere i os, end vi allerede havde spist. Kun blev der knyttet
den særlige Betingelse til Kødgaven, at hver enkelt af os maatte garans
tere for, at Levningerne hverken blev gnavet af Kvinder eller Hunde.
Navnlig ansaas Mulerne for en hellig Spise, der ikke maatte krænkes.
Saa kom Desserten; men den var ingen af os i Stand til at faa i os.
Den bestod af fede, raa RenbremsesLarver, som var pillet ud af Skins
dene paa de nyskudte Dyr. De vrimlede i en stor Kødbakke som
Kæmpemaddiker, og naar man satte Tænderne i dem, gav det et lille
Smæld.
Den altid opmærksomme Igjugarjuk saa min Forlegenhed og sagde
venligt:
„Ingen vil føle sig saaret over, at I ikke forstaar vor Spise; hvert
.Menneske har sine Vaner!" Men saa føjede han drillende til: „Fors „
■ -s-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
