Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - X. Liv blandt Rensdyreskimoerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
paa Sejren, naar Parringstiden er inde. De har endnu ikke helt skiftet
Pels og er hvide paa Hals og Ryg, og naar man ser dem, er det, som
om der pludselig lægger sig levende Snedriver hen over den brune Jord.
Jagten var kun til Husbehov, navnlig i tidligere Tider, da man jagede
fra Kajak; desuden er Foraarsrenerne kun magre og har en rakket
Pels. Den store Jagt fandt derfor altid Sted om Efteraaret, naar de atter
vendte tilbage til Skovene, fede og lade og med blanke, bløde Pelse.
Saa kom de ogsaa i een stor Flok — Koerne med de nyfødte Kalve,
Jomfruerne og de unge Tyre, der ikke længere holdt sig for sig selv.
En saadan tætpakket Flok var ude af Stand til at manøvrere, fordi
Naturforholdene som Regel drev dem ud i forvirret Trængsel, og paa
en enkelt Dag kunde en Boplads derfor sikre sig Forraad til en hel
Vinter.
Da Igjugarjuk og jeg gaar nedover mod Teltlejren, faar vi langt
ude i Horisonten Øje paa Skovenes yderste Bryn; men Solens Lys
falder saaledes paa dem, at jeg ikke er helt klar over, om det er Bakke#
drag eller Skove. Jeg spørger derfor Igjugarjuk, hvad det er, og han
svarer: „Det er Napartut (dem, der staar op). Det er ikke de rigtige
/
Skove, hvor vi henter Træ til vore lange Slæder; de ligger endnu
længere borte. Vi tror, at Træerne i en Skov er levende Væsener, der
blot ikke kan tale, og derfor holder vi ikke af at overnatte iblandt dem;
og de, som en sjælden Gang bliver tvungen til at gøre det, fortæller
om, hvorledes de om Natten kan høre det hviske og stønne mellem
Grenene i et Sprog, de ikke forstaar.“
Alle Dyr hylder Foraaret paa en tavs og ydmyg Maade. Vi ser
Harer og Lemminger, Hermeliner og Murmeldyr krybe ind i sig selv
i det høje Græs, uden Tanke for at æde, kun modtagende Varme og Lys.
De drømmer om en evig Sommer og overgiver sig til en Nydelse, der
ganske faar dem til at glemme Livets Fjender. Selv Ulvene, der er Bag#
holdets Mestre, har fundet det’aargamle Hi og tænker kun paa den
Frugtbarhed, der snart skal formere Familien. Om fjorten Dage har
de Boet fuldt af Hvalpe, og saa maa de skiftes til at gaa ud, for Ræ#
vene har aabne Næsebor for al Slags Yngel, selv naar Solen bager
hedest.
Men nede ved Flodens store Vaager gaar Knebberen mellem Terner
og Maager og rappende Ænder, der ikke kan forstaa, at Islommen altid
skal græde, naar den er gladest. Aa, alt dette Liv i denne velsignede
Grøde, hvor den frosne Jord damper sin Aande ud for at smelte og
faa Planterne til at slaa Rod!
Sandet ved Flodbredden skinner som hvide Driver, hvor ilende Tra#
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>