Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - X. Liv blandt Rensdyreskimoerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
holdet til denne Magt i Ligevægt; thi da de Betingelser, Sila stiller til
Menneskene, ikke er store, straffer hun maaske netop derfor alle Overs
trædelser med sin magtfulde Vælde, straffer med ondt Vejr, fordriver
Fangstdyrene fra Stammens Jagtomraader med Sygdom, kort sagt:
med alle de Ulykker, man mest frygter. Saaledes møder Rensdyreski*
moerne i deres Tilværelse stadig Konflikter med Sila og sig selv. I denne
Opfattelse røber man en bevidst Visdom, som kun kan gøre Krav paa
vor Respekt.
En Aandemaner er Tolken mellem Sila og Menneskene, og hendes
Hovedegenskaber er at helbrede Mennesker fra Sygdom eller at frelse
dem fra andres Ondskab. Skal et sygt Menneske frelses, maa det
give alle sine Ejendele fra sig; de skal bæres bort og lægges paa Jorden
langt fra deres Boliger; thi naar et Menneske paakalder en stor Aand,
maa det ikke eje andet end sit Aandedræt.
Som ung Mand havde Igjugarjuk mange Drømme, han ikke kunde
forklare sig. Mærkelige Væsener, som han ikke kendte, kom til ham
og talte til ham, og naar han vaagnede af Søvnen, stod alle Drømmebils
lederne saa livagtigt for ham, at han kunde fortælle sine Bopladsfæller
derom. Da det saaledes var bleven klart for alle, at det var forudbe*
stemt, at han skulde være Aandemaner, blev en gammel Mand ved
Navn Perqanaoq hans Læremester. Midt om Vinteren i den allerkob
deste Tid trak han Igjugarjuk paa en lille Slæde — akkurat stor nok til,
at han kunde sidde paa den — langt bort fra Bopladsen til den anden
Side af Hikoligjuaq. Her maatte han blive siddende paa Slæden, mes
dens den gamle Aandemaner byggede en lille Snehytte til ham, lige
stor nok til, at han kunde sidde paa Hug inde i den. Igjugarjuk maatte
ikke besmitte Sneen ved at træde paa den og blev derfor baaret ind i
Snehytten af den gamle Mand, hvis Fodspor ansaas for rene og hellige.
Skønt det var meget koldt, fik han intet Brikseunderlag og ingen Skind
til at svøbe sig ind i; alt, hvad han fik, var kun en lille Stump Skind,
lige stor nok til at sidde paa. Han fik heller ingen Føde, hverken vaadt
eller tørt. Den gamle Aandemaner formanede ham til kun at tænke
paa den store Aand og paa den Hjælpeaand, der nu vilde komme
til ham, og saa forlod han ham.
Da fem Dage var gaaet, kom den gamle Aandemaner tilbage og
bragte ham en Drik lunkent Vand, indsvøbt i Renskind, hvorpaa han
atter blev overladt til sig selv, med indtrængende Formaninger om kun
at tænke paa den store Aand. Derefter sultede han igen i femten
Dage, fik atter en Slurk lunkent Vand og et ganske lille Stykke Kød
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
