Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI. Ur-Eskimoer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
rummet. Naar det tordner og lyner, er det, fordi den ene rasler med det
tørre Skind, medens den anden slaar Gnister med sin Ildsten.
Fortalt af Arnarqik fra Nakigtartorvik ved Kazan River.
Se Myter og Sagn Bind 3 Side 61.
Landbjørnen, der blev til Taage.
Der var engang en Landbjørn, som levede i Menneskeham, og den
plejede at gaa ned til Menneskenes Bopladser og røve Lig; sommetider
tog den ogsaa levende Mennesker, men Menneskene saa den aldrig, og
ingen kunde forstaa, hvem Røveren var. Saa var der en Mand, der fandt
paa at lade, som om han var død, og lagde sig i en Grav. Herfra
røvede Landbjørnen ham og bar ham med sig hjem; den bar ham med
Hovedet nedad, og hver Gang de undervejs kom forbi nogle Buske, greb
Manden fat i dem, saa at Landbjørnen maatte lægge alle Kræfter i for
at komme videre. Omsider naaede den frem til*sit Hus, og her stillede
den Manden op paa Sidebriksen med Hovedet nedad, for at han kunde
tø op. Han havde nemlig gjort sig saa stiv, at Landbjørnerf troede,
han var frossen.
Men Landbjørnen var bleven saa træt undervejs, at den straks lagde
sig ned paa sin Briks for at hvile. Imedens legede dens Børn rundt om«
kring paa Gulvet, og pludselig raaber de:
„Liget aabner Øjnene!“
„Lad det bare det!“ svarede Landbjørnen. „I Dag greb det fat i alle
Buske, vi kom forbi, saa jeg ordentlig maatte slide i det. Men nu sprang-
Manden, der havde ladet, som om han var død, pludselig frem paa
Gulvet, greb en Økse og dræbte Landbjørnen. Saa styrtede han ud i
Husgangen for at flygte bort, og her traf han Landbjørnens Kone ude i
Kogerummet; hun stod og syslede med Menneskeskind, der var fyldt
med Menneskefedt. I Forbifarten skar Manden Hul i Menneskeskindet,
saa alt Fedtet løb ud, og Konen, som vilde forsøge at redde det, satte
ikke straks efter ham; men saa snart hun havde opdaget, hvad der var
sket, gav hun sig til at forfølge ham og vandt hurtigt ind paa ham. Da
hun var tæt inde paa Manden, lod han, som om han skar en Flænge i
Jorden med sin ene Guldbrand, og straks sprang der en stor Elv frem
af Jorden, en stor, stærktfrossen Elv.
„Hvordan slap du over Elven?“ raabte Landbjørnens Kone. „Ved at
drikke Vandet,” svarede Manden. Og Konen lagde sig ned og drak, lige
til hun brast; men idet hun brast, stod alt det Vand, hun havde druk*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
