Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI. Ur-Eskimoer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ned over Floderne; vi laa i Bunden af den paa bløde Renskind og lod
Hundene passe sig selv. I Agterstavnen havde vi hejst Flaget som en
sidste Hilsen til vore vinkende Venner, og Dannebrogs røde Dug smæk
dede festligt mod den hvide Is i den Vind, Hundenes Galopade rejste
imod os.
Tidlig Morgen, før Solen endnu var begyndt at varme, havde vi
naaet Søens søndre Bred og slog Lejr i en venlig Dal, efter at have
tøjret Hundene i et frodigt Pilekrat, der stod og priste Foraar med
store, bristefærdige Knopper.
Hen paa Eftermiddagen begav vi os ind over Land for at rekogno*
seere. Det varede ikke længe, før vi saa en enlig Renjæger, der stod og
betragtede os fra Toppen af et lille Fjæld. Han skulde netop til at flygte,
da de to Drenge, der omsider havde naaet os, genkendte ham og raabte
hans Navn, hvorefter de leende gik hinanden i Møde. Han fortalte os,
at der kun var et Par Timers Gang længere ind i Landet til fem Telte,
som vi uden Vanskelighed vilde kunne naa op til, trods det snebare
Land. Vi forsøgte at faa ham med ned til vor Lejr, men han vilde hellere
løbe tilbage og fortælle sine Kammerater om det mærkelige Møde, han
havde haft. Vi var da heller ikke naaet ret langt, før vi løb paa alle
Teltlejrens Mænd, der havde været saa utaalmodige efter at se os, at de
ikke kunde vente, til vi kom. Skønt Kanoen næppe vejede over 50
_ •
Kilo, var det et haardt Arbejde for Hundene at slæbe den op over de
mange Bakker, og heller ikke Sletterne var behagelige at komme over;
overalt vadede man i Vand, og Tundraens toppede Tuer gav et Føre,
der langtfra tiltalte vore Hunde. Men vi havde jo nok til at hjælpe os,
og i munter Samtale gik det langsomt opover, medens „Ederfuglen“ og
jeg maatte besvare den Krydsild af Spørgsmaal, der rettedes til os.
For disse Indlandsboere ligger det store, gaadefulde Saltvand uendelig
langt borte, og da vi nu fortalte dem, at vi havde maattet rejse over
mange Have, før vi naaede frem til dem, lagde Æventyret sig over vor
Ankomst; og vi maatte være enige med dem i, at det var et Under, at
vi havde saa let ved at forstaa hinanden.
Pludselig forstummer al Tale omkring os, Hundene spidser Øren,
og en ejendommelig Stemning afløser den højrøstede Munterhed. Lige
foran os ligger en Kvinde udstrakt paa den flade Tundra, og alle Mænd
stirrer derhen. Vi holder Hundene tilbage, medens Mændene gaar frem
imod Skikkelsen, der ligger ganske stille paa Jorden. Alle udstøder høje
Veklager, og en Følelse af Uhygge griber „Ederfuglen" og mig, som ikke
forstaar, hvad det er, der foregaar. Men snart kommer en af Mændene
r
tilbage og forklarer os, at vi har fundet Liget af en Kvinde, der sidste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
