Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI. Ur-Eskimoer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vinter forsvandt i en Snestorm, og han peger paa en ung Mand, der
staar bøjet over Liget, og fortæller, at det er hendes.Mand.
Vinteren havde været meget haard at komme igennem, og paa den
Tid, hvor det var allerkoldest, var seks fra Bopladsen omkomne af
Sult. En Mand ved Navn Atangagjuaq havde da besluttet sig til at gaa
til en anden Boplads for at søge Hjælp; men hans Kone, der var bange
for, at han ikke havde Kræfter til at gaa saa langt, var løbet efter ham,
men var selv bleven borte i en Snestorm, uden at naa ham. Vinter og
Foraar igennem havde de ledt efter.hende, men uden Resultat, nu fandt
vi hende, da hun ganske tilfældigt laa paa vor Vej. . ■
Jeg gik hen for at se paa Liget af den Kvinde, der for at frelse sin
Mand kun naaede at ofre sig selv. Der var intet uhyggeligt ved hende;
hun laa med udstrakte Arme og Ben, med et uendelig træt Udtryk over
det hærgede Ansigt. Det var tydeligt at se, at hun havde gaaet og
gaaet, kæmpende sig gennem Snestormen, indtil hun havde opbrugt
alle sine Kræfter og saa var faldet forover, medens Sneen hurtigt dæk*
kede hende og hendes Spor.
Man lod Liget ligge, som det laa, ingen rørte ved det, og vi kørte
videre og naaede en Times Tid efter frem til Teltlejren, som var rejst
paa et Sted, der kaldtes „Stendysserne4
4
.
Stemninger og Følelser veksler hurtigt mellem disse Mennesker,, vi
var ikke kommen ret langt fra den døde Kvinde, før den Munterhed,
der var afbrudt saa brat, blev genoptaget, ganske som om intet var
sket. Straks efter at vi havde slaaet Telt, gav Mændene sig til at lege
med vore Ski hen over en stor Snedrive, der førte ned gennem en Kløft,
man havde aldrig set Ski før, og stormende Latterudbrud hilste Ski*
løberne, hver Gang de trimlede rundt. En af de aller kaadeste var
Atangagjuaq, der for nogle Øjeblikke siden havde staaet grædende
over sin Kones Lig.
Den Lejr, vi var kommen til, laa uden for Renernes store Træk; det
var mere tilfældigt, at epkelte spredte Flokke kom strejfende forbi, og
derfor var der tit Kødmangel ved Bopladsen. Man smaasultede og hen*
vendte sig ret ugenert til os for at faa Kød og The; men den Proviant, vi
havde ført med os, var jo saa nøje beregnet til os selv, at vi ikke hav*
de noget at afstaa. Man fragter ikke Læs med sig over snebart Land
for at fodre en hel Boplads, der blot kan flytte nogle Mil østpaa eller
vestpaa for at være midt i et Spisekammer. Vi bestemte os derfor til at
køre videre straks næste Morgen.
Igjugarjuk havde fortalt mig, at jeg først og fremmest skulde opsøge
14
Grønland — Stillehavet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
