Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI. Ur-Eskimoer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Et Par Dage kunde jeg nok tilbringe ved den smukke Boplads,
men saa vilde jeg køre tilbage til Kammeraterne, saa hurtigt det lod
sig gøre.
Renernes Vandring synes at være meget uensartet i de forskellige
Egne omkring Hikoligjuaq. Medens alle de store Flokke, der gaar forud
for Tyrenes Vandringer sidst paa Sommeren, havde passeret Igjugarjuks
Boplads, havde man her endnu kun set mindre Flokke. Der er foreløbig
slet ikke Tale om at dynge dræbte Dyr op i Depoter. Jagterne giver
gennemgaaende kun et å to Dyr, skønt der soldes uanstændigt med
Ammunition. Naar en Flok Jægere jager nogle Dyr op og forsvinder
efter dem, kan man være sikker paa at høre en Kanonade, der staar i
et mærkeligt Forhold til den store Vanskelighed, Befolkningen i saa ah
sides Egne har ved at skaffe sig Ammunition. Forøvrigt synes Mangel
paa Økonomi at karakterisere disse Mennesker, og den eneste Und*
skyldning. maa søges i den Tilbøjelighed til at slaa sig løs, der kan følge
efter lang Tids Smalhans. Saa snart et eller to Dyr er dræbt, tændes
mægtige Baal, og man holder bogstaveligt talt ikke op med at spise, saa
længe der er Kød at koge. Til min Forbavselse finder jeg ogsaa Kortspil
meget populært, og det baade blandt Kvinder og Mænd. For det meste
er det selvfølgelig kun Smaating, der spilles om, men der fortælles og*
saa om Tilfælde, hvor Mænd fuldkomment har ruineret sig. Saaledes
traf jeg engang en ung Mand, der havde bortspillet sin Bøsse, sin Am*
munition, sin Slæde, sine Hunde og tilsidst endog forsøgte at sætte sin
Kone som Indsats; dette blev dog forhindret af Pigens Forældre, der tog
deres Datter tilbage og jog hendes letsindige Mand bort.
Den 19. Juni faar vi et godt Eksempel paa, hvor hurtigt Vejret skif*
ter. Vi har i flere Dage haft Sommervejr med stærk Varme hen over
det snebare Land, da vi pludselig overraskes af en Snestorm med et
Par Graders Kulde. Alt Land dækkes med Sne, og Smaasøerne fryser
til med tynd Is. „Ederfuglen" og jeg benytter Sneen til at køre længere
ind i Landet paa Renjagt, og da vi har faaet tre Dyr, har vi foreløbig
det Kød, vi behøver for os selv og Hundene til Tilbagerejsen.
Den 21. er vi atter nede paa Hikoligjuaqs Is, hvor alt er endnu mere
vinterligt, end da vi kørte ud. Vi tilbagelægger hele Hjemrejsen i eet
Stræk og oplever et ganske morsomt Jagtæventyr midt ude paa Isen.
Vi kører i god Fart fremover, da Flundene pludselig begynder at se sig
omkring, og da vi vender os om, opdager vi, at vi er forfulgt af en stor
Flok Vildrener. Dyrene har set os ude paa Isen, har antaget os for en
anden Flok Rener og har derpaa sat efter os for at slutte sig til os.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
