Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI. Ur-Eskimoer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I en Fart faar vi Bøsse og Ammunition frem, men i samme Øjeblik vi
standser, opdager Dyrene deres Fejltagelse og galoperer i vild Flugt
indover mod Land. Hundene sætter øjeblikkelig efter dem, men i den
stærke Fart slingrer Slæden med den store Kano saa voldsomt, at det
kun lykkes os at skyde to Dyr; Resten af Flokken sætter over et bredt
Landvand og forsvinder ind i Tundraen.
Den 22. om Morgenen, netop som Solen staar op, naar vi frem til
vore Kammeraters Teltlejr. Aldrig nogensinde før mindes jeg at have
set en saa fantastisk Himmel. I Horisonten mod Nord stod et tæt,
hvidt Skylag som Refleks fra den store Sø; men hen under dets Rand
foldede et smalt Baand sig ud i grønne, sarte Farver. Landet omkring
os laa hen i sorte Konturer. Pludselig viser en Ildtunge sig i det lyse*
grønne Baand, og frem slaar en spillende Flamme, der farver hele Him*
len rød; slørlette, rosenrøde Skyer vifter hen over Hovederne paa
os, og Isen straaler i lyslilla Nuancer. Landet langs Søen ruger i end*
nu mørkere Farver end før, medens Ildblomster springer ud i Hori*
sonten som Lygter, der tændes; de samler sig til store, brændende Baal,
og idet Solen nu helt hæver sig over Jorden, forsvinder alle Farver
i det stærke, røde Skær, der ogsaa maler vore Ansigter purpurrøde.
Det er, som om vi kører ind imod en brændende By, og vi rives ikke
ud af Fortryllelsen, før Hundeglam og Velkomstraab bringer os tilbage
til Jorden og den hujende, morgenfriske Boplads ....
Uånguaq. En Morders Saga.
Lige ud mod Kazan*Flodens rivende Strøm ligger der — kun et Par
Timers Gang fra vort Telt — en ensom Grav, der sidste Vinter afslut*
tede et Kærlighedsdrama, som ikke var af helt almindelig Art.
Uånguaq hed en ung og dristig Renjæger, der havde Boplads paa
Sydkysten af Hikoligjuaq. Hvert Aar nedlagde han mange Vildrener;
men han var ensom og havde ingen, der kunde holde Teltilden bræn*
dende med Gryder over Kog, naar han træt og sulten vendte hjem fra
sine lange Jagter. Han maatte ligesom andre uden Slægt spise ved Bo*
pladsens tilfældige Maaltider, uden at føle den Glæde, som ligger i at
kunne gaa ind i sit eget Telt og smide sig paa de bløde Brikseskind,
medens en venlig Kvinde lægger rygende Kogestykker frem i rumme*
lige, fedtduftende Træbakker.
Det saa ikke meget ud til, at Uånguaq nogensinde skulde blive gift,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
