Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XII. Tilbage til Kysten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
og næppe ved at gribe fat i nogle Buske, der hænger ud over den
’rivende Elv. Imedens er vi selv naaet ned til den store Sø, hvor vi har
skudt en Ren og nu kun venter paa at blive færget over Landvandet
til den faste Is. Da det meddeles os, at Kajakerne er ubrugelige, maa
vi hjælpe os selv.
Landvandet er ikke mere end 10—15 m bredt, og vi maa lave
os en Færge af en Isflage. Dette er ikke saa lige til, som de fleste maa#
ske tror. Saa langt hen paa Sommeren har Solens Varme ædt sig saa#
ledes ind i Ferskvandsisen, at den er omdannet til lange, spidse Kry#
staller, der kun daarligt hænger sammen; undertiden kan derfor en
Isflage, naar man springer ud paa den, falde fuldstændig fra hinanden
i lutter frie Krystaller, og fra et saadant Hul i Isen kan det ofte være
ganske umuligt at komme op igen. Vi prøver os forsigtigt frem; de fleste
Flager ramler klirrende sammen og forvandler sig til lange Isnaale,
indtil vi langt om længe finder en solid Blok, der kan transportere os
over med vort Gods. Hundene maa svømme over med Slæden. —
Hermed ender alle Vanskelighederne ved denne æventyrlige Sommer#
1
Slæderejse gennem Barren Grounds. Det tager os en hel Dag at køre
over den store Sø; endnu et Par Døgn — og vi kan slaa Lejr ved Bred#
den af Baker Lake, med Udsigt til Handelsstationen, der ligger ude paa
en lille 0. Men her har de mange tilstrømmende Floder og Elve skaaret
Isen op langs med Kysten, saa at det synes umuligt for os at komme
over ved egen Hjælp. Vi samler da Kvas og Lyng sammen i Bunker og
antænder store Baal, der i den stille Eftermiddag staar lige til Vejrs
som hvide, snoede Søjler. Otte Timer igennem holder vi Ilden bræn#
dende, men da Solen gaar ned, uden at nogen viser sig ude paa Isen
med den frelsende Kano, opgiver vi Ævred for denne Gang. Vi har
været i uafbrudt Virksomhed i 28 Timer og er absolut ikke oplagt til
at nyde Solnedgangen.
Det er en ualmindelig lun Aften, ingen gider rejse Teltet, og vi
nøjes med at smide os ned blandt Hundene for at tage os et Hvil, indtil
Folkene ved Stationen kan ventes at vaagne. Trods Skuffelse og Træt#
hed kan jeg dog ikke lade være med at aabne Øjnene lidt paa Klem
og se paa Landet omkring mig, inden Søvnen tager Magten fra mig.
Idet Solen gaar ned, bliver Himlen lyseblaa som en mægtig Klokke#
blomst, medens skarpe, grønlige Toner tegner sig om den varme, syn#
kende Sol. Vi ligger ved Foden af Fjældet „Hætten4
4
, der staar som en
kølig Vogter over alt Lavlandet, Renernes store Land. Tusinde Smaa#
søer lyser i Aftenskumringen som blanke Øjne, og idet Solen gaar helt
ned, tier alle Fugle; selv Pilerypernes udfordrende Latter forstummer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
