Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- XIV. Mødet med Kammeraterne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mathiassen, Kap Yorkerne „Baadsmanden“ og Arqioq med sin Kone
og som stedkendt Mand Aua med Kone og en lille Plejesøn. Folk i
disse Egne gaar meget nødigt paa Langfart uden at have deres nær?
meste Familie med. Desuden medfulgte Usugtåq og Auas Søstersøn
Quligtalik, „den pelsklædte“, som Hjælpeslæder det første Stykke Vej.
Jeg skal nu holde mig til Freuchens egen Fremstilling, navnlig da han
i Modsætning til mig ikke synes at have været særlig begejstret for
sine eskimoiske Ledsagere:
„Lad os begynde med Begyndelsen. Som du husker, skulde Aua
følge os nordover sammen med sin Kone. Han var noget mere Mun*
dens Mand end Gerningens, og de tolv Hunde, han havde stillet os
i Udsigt, svandt ved Starten ind til syv; dertil kom, at han havde
en afgjort. Aversion mod tunge Læs. Som en Slags Mascot for Aua med*
fulgte en lille Dreng paa syv Aar, Nagsuk eller „Geviret1
*
. Nytte gjorde
han ikke, men hans Appetit var kolossal. Vor første Station paa Vejen
var Kap Wilson, hvor der var lovet os uendelige Masser af Hvalrosser,
Je§ havde Indtrykket af, at „den pelsklædte** og Usugtåq nærmest
fulgte med for at kunne køre det overflødige Kød tilbage, naar vi
havde drevet Storfangst. Alt, hvad vi opnaaede, var imidlertid kun at
spilde nogle kostbare Dage. Men det maa siges om Aua, at han tabte
ikke Modet. Da han opdagede, at vi ingen Hvalrosser kunde faa, syn*
tes det uheldige i Situationen slet ikke at gøre noget Indtryk paa ham,
nej, det interesserede ham betydeligt mere, at han, den erfarne Mand,
ogsaa kunde tage fejl, og dette fremstillede han paa en saadan Maade,
at vi alle fik os en hjertelig Latter.
Den vigtigste Oplevelse her var forøvrigt den, at „Geviret** en Dag
vilde ud og slaa med Pisk og derfor trak Seletøj og Skagler ned fra et
Snestillads, hvor det var lagt op, for at Hundene ikke skulde naa det.
Da han var færdig med sin Leg, gik han ind og lod alt ligge paa
Jorden; Hundene aad Seletøj, Pisk og Skagler til to Slæder, og denne
Hændelse, som kunde være bleven skæbnesvanger, hvis vi ikke havde
haft rigeligt af ekstra Remme med, foranledigede kun Aua til begejst*
rede Udtalelser om, hvor viseligt Naturen var indrettet. Naar man
voksede op, sagde han, blev man bestandig mere og mere fornuftig;
dette specielle Uheld kunde kun ske for et Barn, og i Løbet af faa
Aar vilde denne Dreng ophøre med saadan taabelig Tankeløshed.
Hvor herligt at tænke paa!
Selvfølgelig var der ikke Tale om at revse Drengen; Børn er hellige
blandt Eskimoerne.
Fra Kap Wilson drog vi den 5. Marts op over Land ad en Slædevej,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Fri Apr 12 23:01:55 2024
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/rkfragronl/1/0287.html
