Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIV. Mødet med Kammeraterne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
der har været kendt af Eskimoerne i umindelige Tider; Havisen er her
upassabel paa Grund af Skrueis, og det gjaldt om at skyde Genvej
ned til en kendt Eskimoboplads, kaldet Usuarsuk. Landet er lavt
kuperet, kun faa Steder stikker den faste Klippe frem; Skurestri«
ber paa Fjældene viser, hvorledes Bræerne er skredet hen over
Landet.
Rejsen hæmmedes en Del af den ustandselige Nordenvind, som stod
os i Ansigtet. Kap Yorkerne hævdede sig stolt som Hundekuske, og
den gamle Aua havde Vanskelighed ved at følge os. Men han var en
Mester i Snehusbygning, fuld af munter Skæmt, og hans Kone var
et af de elskeligste Mennesker, jeg har truffet; hun travede hele Da*
gen igennem, og saa snart vi var kommet i Lejr, syede hun, længe ef«
ter at vi andre var gaaet til Ro. Hændte det saa, at en af Auas Hunde
rev sig løs om Natten, kunde man høre hans gjaldende Stemme: „Kone,
staa op! En af Hundene er løs, og den hvide Mand ønsker den bun«
det!“ Humøret gik dog ikke af hende af den Grund; hun laa nøgen
under Renskindstæppet og maatte have alt Tøjet paa for at gaa ud
i den stærke Kulde. Naar hun saa havde bundet Hunden og kom ind
igen, murede hun Indgangsdøren til og gik atter til Ro, stadig smilen«
de og morende sig over Mandens Vræl, naar han fik hende iskold
ned til sig. Og eri halv Time efter var hun atter lige parat til at
tørne ud.
Hele Vejen gik Mathiassen til Fods. Medens vi andre ned ad Bak«
kerne slængte os paa Slæderne, spadserede han med jævne Skridt; om
Morgenen startede han længe før vi andre, og midt paa Dagen naa«
ede vi op til ham, kogte The og skiltes saa igen. Først naar vi var
færdige med at bygge Snehus om Aftenen, naaede han frem, stadig med
sin Geologhammer i Haanden og en lille Pose med Sten paa Ryggen;
han holdt nøjagtigt Farten 3 km i Timen, saa man kunde benytte ham
som Distancemaaler.
Den 17. Marts naaede vi atter ned til Havet. „Den pelsklædte“ var
vendt om, da vi havde passeret den værste Del af Strækningen; vi
skiltes med en vis Lettelse, da hans Appetit var større end den Gavn,
han nu kunde gøre os.
Paa Havisen var det umuligt at køre for opskruet Is, og de mange
Hvalrosser, der ogsaa her var lovet os, var ikke til at opdage. Vi maat«
te derfor fodre vore Hunde med Pemmikan, et halvt Kilo pr. Hund
om Dagen; det var nok til at arbejde paa, men da de nu ogsaa skulde
producere Varme mod den frygtelige Kulde, de sov i, kneb det en
Del. Vort kartografiske Arbejde blev besværliggjort af Kulde og Fyg«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
