Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVIII. Samtaler med Aandemanere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
famlende og vidtløftige og maaske netop derfor noget af det oprinde*
ligste, man kan faa fat paa.
Til Held for mit Arbejde var det netop disse Spørgsmaal, der intern
esserede Aua, mens han nærmest karakteriserede Sagnene som „Amme*
stuesnak“, der var bleven til for at skaffe Stilhed i Snehytten, naar Bør*
nene græd alt for meget. I det følgende er det derfor næsten uafbrudt
ham, der fører Ordet; vi andre nøjedes blot med at animere ham med
enkelte Repliker, naar der var noget, vi ønskede særlig indgaaende
skildret. Først fortalte han om:
Hvorledes de første Aartdemanere blev til.
„Menneskene har altid været bange for Sygdom, og allerede i de aller ældste
Tider opstod der vise Mænd, som forsøgte at finde ud af alt det, man ikke forstod.
Dengang var der ingen Aandemanere til, og man var uvidende om alle de Leve*
regler, der siden lærte Menneskene at tage sig i Agt for Fare og Ondskab. Den
første Amulet, der blev til, var Kalkskallen af et Søpindsvin. Der gaar et Hul
igennem den, der har givet den Navnet Iteq eller Anus, og naar netop den blev
den første Amulet, var det, fordi man derved forbandt en særlig helbredende
Kraft. Naar en Mand blev syg, satte man sig hen til ham, og idet man pegede
paa det syge Sted, slap man en Vind. Saa gik man udenfor, medens en anden
skulde holde sin ene hule Haand over det syge Sted, idet han samtidig blæ*
ste sin Aande hen over sin anden Haandflade bort fra den, der skulde helbre*
des. Saaledes troede man, at Vinden og Aandedrættet forenede al den Kraft,
der kom fra et Menneskes Indre, en Kraft saa gaadefuld og stærk, at den kunde
helbrede.
Paa den Maade var alle Mennesker Læger, og der behøvedes ingen Aande*
manere. Men saa opstod der engang Nød og Misfangst i Nærheden af Igdlulik.
Mange sultede ihjel, og der herskede stor Raadvildhed. Da hændte det en Dag,
mange Mennesker var forsamlet i et Hus, at en Mand, uden at man vidste hvor*
for, forlangte at komme ind bag Skindtapetet bag ved Briksen. Han sagde, at
han vilde fare ned til Sødyrenes Moder. Ingen i Huset forstod ham, og ingen
troede paa ham. Han fik sin Vilje og kom ind bag Skindtapetet. Her sagde han,
at han vilde øve en Kunst, som siden skulde være Menneskene til stor Nytte;
men ingen maatte se paa ham. Det varede dog ikke længe, før de vantro og
nysgerrige aabnede for Forhænget, og til deres Forbavselse opdagede de, at han
var ved at dykke ned i Jorden; han var allerede kommen saa langt ned, at kun
hans Fodsaaler var synlige. Hvorledes Manden havde faaet denne Tanke, er der
ingen, der ved; selv sagde han, at det var Aander, der hjalp ham, Aander, han
havde sluttet Pagt med ude i den store Ensomhed. Saaledes blev den første
Aandemaner til. Han for ned til Sødyrenes Moder og hentede Fangstdyrene til*
bage til Menneskene, og Nøden afløstes af Storfangst, og Menneskene var atter
lykkelige og glade.
Siden udviklede Aandemanerne deres Viden om de skjulte Ting og hjalp
Menneskene paa mangfoldige Maader. Dé fik ogsaa deres hellige Sprog, der kun
anvendtes under Aandebesværgelser og ikke brugtes i daglig Tale.4
4
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
