Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVIII. Samtaler med Aandemanere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
umuligt at værge sig. Den havde en mørk, blank Hud og ingen Haar,
undtagen en Smule paa Halespidsen og Øreflipperne. Naar en Mand
var ude i Kajak, kunde den dukke lynsnart op fra Dybet og smutte ind
i hans Ærme, og idet -den løb hen over hans nøgne Krop, fyldte den
ham med en saadan Rædsel, at han næsten tabte Bevidstheden.
Det var en udlært Aandemaners Opgave at helbrede syge; at fare
til de dødes Land for at søge efter tabte Sjæle; at fare til Sødyrenes
Moder for at skaffe Fangstdyr; at udføre vidunderlige Kunststykker,
som forbavsede Menneskene og overbeviste dem om Aandemanerens
overnaturlige Evner.
Aarsagen til næsten al Sygdom var Ran af Sjæle, dette kunde for–
aarsages af fjendtligsindede Aandemanere eller af Folk, som særlig gav
sig af med Trolddom; de havde let til Vrede og fik gennem deres onde
Sind Evnen til at blæse Sjælen ud af et Legeme. Blev Sjælen ikke bragt
tilbage igen, maatte den syge dø. Smaabørns Sygdom skyldtes som Re*
gel Tabubrud, der var begaaet af Moderen, og da var det Aandemane-
rens Sag at finde ud af, hvori Forseelsen bestod.
De Aandebesværgelser, jeg selv havde Lejlighed til at overvære,
var uden særlig Kraft, og selv om Aandemanerne kom i Trance, under
Foregivende af at deres Hjælpeaander havde taget Bolig i dem og talte
gennem dem, var den paastaaede Tilstedeværelse af Aander dog ret
virkningsløs paa en kritisk Tilhører. Aandemaneren stod midt paa Gub
vet og talte med en fremmedklingende Stemme. Hans Øjne var luk*
kede, og han famlede efter sine Ord. Som Regel vidste han dog saa
meget om sine Bopladsfællers intime Liv, at det sjældent var vanskeligt
at fingere en Viden, der altid hilstes med Forbavselse. Naar det gjaldt
om at helbrede en syg eller bøde paa uheldig Jagt, var det aldrig svært
at gætte sig frem til et lille uskyldigt Tabubrud. Og næppe havde den,
der følte sig ramt, raabt sin Bekendelse ud, før alle de gamle Koner
gav Syndsforladelse, idet de raabte i Munden paa hinanden. „Bort med
det! Lad det være magtesløst!" Og den Inderlighed, hvormed disse Raab
hilste Synderen, havde endnu bevaret noget af det gamle Hedenskabs
Stemning over sig. Ogsaa Sangene, Kvindernes Kor til Aandernes Sang,
havde virkelig Toner i sig, der bragte Bud fra bevægede Sinds uanede
Dybder.
Men Aandernes vældige Vingesus, som man hørte saa meget om i
de mange Beretninger fra gamle Dage, mærkede man intet til.
Vi frygter.
Flere Aftener igennem havde vi drøftet Leveregler og Tabuskikke
uden at komme videre end til en lang og omstændelig Opremsen af,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
