Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVIII. Samtaler med Aandemanere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Død, krævede hun siden indviklet Tabu af alle dem, der skulde leve
af Havet.
Og saa er der Renernes Moder. Aua gengav Myten i følgende Ord:
„Man fortæller, at dengang Sødyrene blev til, var der ingen Rener paa Jor?
denj men saa vandrede en gammel Kone ind i Land og skabte dem. Deres Skind
lavede hun af sine Bukser, saaledes at Haarlagets Tegning kom til at veksle paa
samme Maade som Mønstret i hendes Bukser. Men Renen fik Tænder paa
samme Maade som andre Dyr, og i Begyndelsen havde den ogsaa Stødtænder.
Den var et farligt Dyr, og det varede heller ikke længe, før en Mand blev dræbt
under Jagt. Saa blev den gamle Kone bange og gik atter ind i Landet og samlede
de Rener, hun havde skabt. Stødtænderne lavede hun om til Horn, Tænderne i
Formunden slog hun ud, og da hun havde gjort det, sagde hun til dem: „Land?
dyr som I skal holde sig paa Afstand fra Menneskene og være frygtsomme!“ Og
saa gav hun dem et Spark i Panden, og derved kom den Fordybning, som man
nu kan se oven i Panden paa alle Rener. Renerne sprang bort og blev siden meget
sky. Det viste sig snart, at de var alt for hurtige, ingen Mennesker kunde jage
dem, og atter maatte den gamle Kvinde fange dem ind. Denne Gang lavede
hun Haarlaget om, saa at ikke alle Haar længere havde samme Fald. Nu vendte
Bughaarene, Haarene under Halsen og Flankerne forskellige Veje, og saa blev
de sluppet løs igen. Endnu var Vildrenen vel hurtig, men den kløvede ikke
længere Luften saa let, og Menneskene kunde indhente og dræbe den. Siden
tog den gamle Kvinde Land blandt Renerne, og hun kaldes nu „Renernes Mo?
der“, t u g t u t i g f i a t eller „den, hos hvem Renerne er.“
Saaledes fik Sødyrene og Renerne hver sin Moder, og derfor maa
de aldrig behandles under eet. Endnu en anden Grund giver Anledning
til stor Forsigtighed: Hos alle levende Væsener findes Kræfter, der gør
dem særlig følsomme over for de Leveregler, som engang er vedtagne
af Menneskene. Disse Kræfter er nedlagt i Sjælen og Navnet.
Sjælen eller Inusia er det, som giver alt levende netop det Udseende,
som det har. Den er i Virkeligheden for Mennesket et lille bitte Men?
neske, for Renen en lille bitte Ren, og saaledes for alle Dyr en Minia?
tur af det store og sidder inde i en luftfyldt Boble i Lysken: fra den
kommer Udseende, Tanker, Kraft og Liv. Den gør Mennesket til et
Menneske, Renen til en Ren, Hvalrossen til en Hvalros, Hunden til en
Hund og saaledes videre. Øves der Vold mod denne Sjæl, eller saares
den ved Tabubrud, bliver den til en ond Aand, der volder Ulykker og
Død. Aua udtrykker dette i følgende Ord:
„Livets største Fare ligger i, at Menneskers Føde bestaar af lutter
Sjæle.“
Dermed menes der, at man for hvert Fangstdyr, man nedlægger og
siden udnytter som Klæder og Spise, maa tage ganske særlige Hensyn;
thi de har alle en Sjæl.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
