Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVIII. Samtaler med Aandemanere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sæl maa ingen af de afgnavede Knogler kastes bort; de skal alle samles og sæn*
kes i et Aandehul. Sjælen tager da igen Bolig i sine Knogler, og da dette vil
gentage sig, saa ofte den dræbes, kan vedkommende hele Livet igennem blive
ved med at fange den samme Sæl.
Den Dag en Dreng havde nedlagt sin første Sæl, maatte han aldrig banke
Sneen af sit Tøj; det vilde skræmme hans fremtidige Fangstdyr bort.
Ved Nymaane skal alle Smaadrenge løbe ud i nogen Afstand fra Husene,
hvor Sneen er ren og uden Fodspor. Her skal de tage et Stykke Sne, og idet de
raaber op til Maanen: „Du skal bringe mig Fangstdyr!", løber de ind i Huset og
putter Sneen i en Vandbeholder.
Naar en lille Dreng, der endnu bæres i Rygpose, første Gang faar Øje paa
Maanen, skal Moderen stænke Vand i dens Retning. Alt dette giver god Fangst.
Flytter man til en ny Fangstplads, skal man anbringe Kranierne af de Sæler,
man har nedlagt, idet man vender Øjenhulerne i den Retning, man vil rejse.
Saa vil Sjælene af de Sæler, man allerede har fanget, følge med, og man vil
fange dem igen paa den nye Fangstplads.
Naar Mennesker fødes.
En frugtsommelig Kvinde skal være hurtig til at løbe ud af Hus og Telt,
hver Gang der raabes paa hende; saa vil hun føde let. Paa samme Maade bør
hun altid være ivrig til at hjælpe andre; Barnet, hun føder, vil da blive et hjælps
somt Menneske. Af et Træhaandtag fra en Skindskraber, der har tilhørt en afs
død, skal hun udskære to smaa Dukker og anbringe dem som Amuletter i sin
Inderpels, en ved hver Armhule; da vil Fostret blive let at bære. Første Gang
hun mærker, at Barnet er levende, skal hun løse sin Fletning op og samle Haaret
i Nakken, saa det hænger løst ned; saaledes skal hun gaa med det i tre Dage;
det vil da give en hurtig Fødsel. En levende Bi rulles hen over hendes nøgne Ryg
og gemmes; naar Barnet fødes og faar denne Bi som Amulet, fastgjort til et
Haarbaand, faar det et langt Liv.
Saa snart Fødselsveerne melder sig, skal hun i Hast forlade sine Husfæller,
for at hun kan føde i Ensomhed. Ingen maa hjælpe hende. Er det Sommer, rejses
et lille Telt, er det Vinter, bygges et lille Snehus, som kaldes Fødehuset. Her
føder hun enten liggende halvt paa Siden med en Sneblok under hver Arm til at
støtte Albuerne paa, eller hun ligger paa Knæ, ligeledes med en Sneblok til at
stemme Armene imod. Hen under hende laves en Fordybning, om Vinteren i
Sneen, om Sommeren i Jorden, og ned i denne Fordybning glider Barnet. Ved
langsom Fødsel bindes en Rem stramt om Livet; selv under vanskelige Fødsler
maa. hun ikke modtage Hjælp. Dog er det tilladt at opfordre en Aandemaner til
at holde Aandebesværgelse inde i Beboelseshuset. Herfor betales han af Mam
den med Fangstredskaber og en Hund. Umiddelbart efter Fødslen skal hun rense
sin Krop med Sne og flytter derpaa ind i Barselhuset, et større Snehus, der er
bygget specielt for hende, og hvor hun skal bo alene i en å to Maaneder. I denne
Tid anses hun for uren, skal altid have sit Hoved dækket, naar hun gaar ud, og
maa ikke se sig om efter Fangstdyr. Det er hende tilladt at modtage Besøg, men
strengt forbudt selv at komme i andre Huse.
Barnets Navlestreng underbindes et lille Stykke fra Navlen og skæres der*
paa over med en lille Flintekniv, som Moderen selv skal have udsøgt og tildannet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
