Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVIII. Samtaler med Aandemanere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
dele for at tage ind i Landet paa Renjagt. Der var en Mand, som hed
„den skæve“; hans Kone, Kunualuk, havde kort i Forvejen født et
ufuldbaarent Barn og maatte ikke følges med Renjægere. Saa kom min
Moder med i Stedet for, og jeg fulgte med. Vi blev inde i Landet hele
Sommeren. Mændene havde god Jagt, og vi hjalp dem med at slæbe
Renkødet sammen i Depoter, eller ogsaa skar vi det skære Kød fra Be#
nene i tynde Skiver og lagde det ud paa Stenene for at tørre det. Det
var et morsomt Liv; vi levede højt paa alle mulige Lækkerier, og Da*
gen gik for os som i en Leg. Saa husker jeg, at vi en Dag blev skræmt
ved, at en Kvinde fra et af Teltene raabte: „Nej, kom og se! Skynd
jer, kom og se!“ Vi løb alle derhen og saa nu en Edderkop fire sig ned
mod Jorden. Vi kunde ikke forstaa, hvorfra den kom, det saa ud, som
om den firede sig lige ned fra Himlen. Vi saa det allesammen, og der
blev stille mellem Teltene. For naar en Edderkop kommer ned fra
Himlen, varsler den Dødsfald. Og ganske rigtigt! Da der kom Folk
nede fra Kysten, fik vi at vide, at der var omkommen fire Mand i
Kajak; blandt dem var min Stedfader, og saaledes var vi igen ene og
hjemløse.
Det varede dog ikke længe, før min Moder blev gift igen med en
ung Mand, en Mand, der var meget yngre, end hun selv. De levede
sammen, indtil han tog sig en ung Medhustru paa sin egen Alder; Mo#
der blev forskudt, og vi var atter alene. Saa blev min Moder gift med
en Mand, der hed Aupila, „den røde“, og vi havde igen en Forsørger.
Denne Aupila vilde til Ponds Inlet for at søge efter hvide Mænd. Han
havde hørt, at der plejede at komme Hvalfangere dertil om Somme#
ren. Saa rejste han sammen med min Moder, og jeg blev ladt alene
tilbage hos „Ulven“ og hans Kone „Smuds“. Her blev jeg dog ikke
længe, for Ulven syntes, at han havde for mange Munde at føde, og
saa kom jeg til at bo hos „Ulken“. Her var jeg, da „min nye Mand ,
som er mit Kælenavn for Aua, kom og hentede mig, og hermed slutter
mine Oplevelser. Thi den, som lever lykkeligt, oplever intet, og san#
delig, jeg har levet et lykkeligt Liv og faaet syv Børn.“
Orulo falder i dybe Tanker; men jeg, som vil have mere at vide,
griber ind og spørger:
„Fortæl mig engang om det bitreste Minde, du har.“
Uden at betænke sig et Øjeblik svarer hun:
„Det bitreste, jeg har oplevet, var en Misfangst, vi havde, kort Tid
efter at jeg havde faaet min ældste Søn. Hertil stødte den Ulykke, at
Jærven havde ødelagt alle vore Rendepoter. I Vinterens to koldeste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
