Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVIII. Samtaler med Aandemanere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
To smaa Piger i den Alder, hvor den strenge Tabu endnu ikke tynger deres Liv.
Resten af Natten. Min Broder, „den lille Kajak“, var hendes Yndling,
og hun plejede at fremsige Trylleord over ham for at gøre ham stærk.
Næste Morgen, da det blev lyst og „Spurveungen1
1 skulde bryde
op, var min Broder saa svag, at han ikke kunde støtte paa Benene,
og de to andre var for udmattede til at bære ham. Saa dækkede man
ham til med et tyndhaaret Renskind og forlod ham. Senere fandt man
Depotet, men til „den lille Kajak“ vendte man ikke tilbage. Han frøs
ihjel.
Min Stedfader havde en gammel Moder, der hed „Tøbrud ; hun var
blind, og jeg husker, at jeg var meget bange for hende, fordi jeg havde
hørt, at hun engang under en Hungersnød havde spist Menneskekød.
En Aandemanerske havde manet over hende for at gøre hende seende,
og hun var ogsaa kommen til at skimte en Smule, men saa havde hun
spist Spæk, og det maa man ikke, naar man er under en Aandemaners
Kur, og saa var hun bleven helt blind igen, og ingen kunde mere hjælpe
hende.
Næste Foraar brød vi op og rejste til Admiralty Inlet. Vi kom
frem netop paa den Tid, hvor Folk deponerede deres Slæder og Ejen*
’ 24*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
