Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXII. Rejse til Rensdyr-Eskimoerne og Chipewyan-Indianerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Da vi faar Medvind under Farten op ad Nelson River, fælder vi et ungt Grantræ til Mast og laver Sejl af et
Uldtæppe.
Rypelyngen med en lang, snoet Kapsel. Og rundt om er der en Pippen
af Smaafugle med store, flyvefærdige Unger.
Paa den anden Side af Engen skyder en lille Fjældknold op, og bag
den ligger Sloops’ Cove, Vigen, i hvilken Kompagniets Baade tidligere
overvintrede. Der ligger yderst paa Næsset ved Flodens Munding deri
gamle, bistre Ruin, Fort Prince of Wales, og paa den anden Side af
Udløbet Cape MerrysBatteriet ved Siden af en høj, hæslig Jernbaake
(aah, men velkommen, da vi saa den ude fra Hudson Bay). Tæt ved
Vigen er der adskillige forladte Politibygninger, som heller ikke pyns
ter. Men alt dette synker til Bevidsthedens Bund, og kun Mindet stiger
op, koncentreret i det ene Navn: Jens Munk. Før nogen anden hvid
Mand lod han sit Blik glide ud over disse Enge og disse Klipperygge,
undrende sig over, hvorfra vel den mægtige Flod banede sig Vej. Uns
der Grønsværet her sover et halvt Hundrede danske Sømænd, som buks
kede under for Skørbugen. Ingen mødte de i dette Land, saa haardt
og grusomt for dem, der ikke havde lært at værge sig mod Klimaet
— saa smilende og frodigt for os, der kommer fra et endnu større
Øde. Mennesker saa de intet til, og i Løbet af Vinteren omkom alle,
undtagen Jens Munk selv og to andre, sammen med hvilke han førte
det mindste af sine to Skibe tilbage over Atlanterhavet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
