Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXII. Rejse til Rensdyr-Eskimoerne og Chipewyan-Indianerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Omsider naaede de i Land igen; men der fik hun Øje paa noget, der
fulgte efter dem over Havet, og da det kom nærmere, saa hun, at det
var en Flok Rener. Hun krøb op paa en Sten for at lade Flokken pas^
sere forbi, men to af Dyrene stak hun ihjel med sin Stav. Hun tændte
saa Ild og kogte Blodsuppe til Barnet, men Kødet vilde hun depo*
nere et Stykke Vej derfra og lod Barnet blive tilbage imens. Da hun
kom bag en Høj og ikke længere kunde se Barnet, hørte hun en Ulv
hyle. Det var Barnet, som var forvandlet til en Ulv.
Saa vandrede hun videre, og. om Natten var der helt lyst foran
hende ligesom af en Ild, og da hun til sidst naaede Stedet, hvorfra Ly*
set kom, fandt hun fuldt op af Metal (Kobber?); det var dette, der
lyste saadan. Idet hun gik videre, mærkede hun sig Stedet, og da hun
éndelig naaede hjem til sine Stammefrænder, fortalte hun dem om Me*
tallet. „Vi vil hente noget af det,“ sagde de.
Hver Gang de hentede Metal paa dette Sted, lagde de al Slags Kød
paa Jorden, og naar de kom igen næste Gang, var det blevet til Metal.
To*tre Gange førte. Kvinden Indianerne til Stedet. Flun blev aldrig gift
mere, men sidste Gang hun kom der, laa alle Mændene hos hende, og
da de saa vilde rejse tilbage og have hende med paa Slæden, kunde de
ikke rokke hende fra Jorden. Saa vendte Mændene hjem alene.
Næste Sommer kom de igen, og da var Kvinden der endnu; hun var
sunket ned i Jorden til midt paa Livet, men levede stadig. Mændene
talte ikke til hende og rejste atter derfra. Da de kom der næste Gang,
var hun sunket helt ned i Jorden, saa kun hendes Haar ragede op, og
alt Metallet var forsvundet. Siden besøgte man aldrig mere dette Sted.
Fortalt af Bezedan.
Churchill regnes af Eskimoerne for helligt Land, og helligt bør det
ogsaa være for os Danske. Jeg gaar over den Klipperyg, hvor Indianer*
Teltene ligger, ned gennem en lille Dal, hvor Myggene staar tæt, og
derfra videre langs Floden over en stor, aaben Strækning: nede ved
Vandet Eng, højere oppe et Parklandskab eller meget tynd Skov af
smaa Gran* og Lærketræer. Det er Eftersommer nu med enkelte stride
Regnbyger og svulmende Klodeskyer, der tegner Landet med skiftende
Lys og Skygge. Blomsterpragten er i Aftagende. Røllike, Okseøje og
andre hvide og gule kurvblomstrede staar endnu, af og til ogsaa en
Gederams eller Rypelyng. Lidt forpjuskede er de, aah ja, det er Familie*
livets Tid, Frøsætning og Frøspredning og ikke megen Tid til Toilet*
tet. Græsserne er brune i Dusken, Kurvblomsterne staar med Fnok,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
