Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXIII. Fra Hudson Bay hjem over Grønland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hunde i, og Skaglerne sprængtes. Skruningen satte sammen om dem.
Der var intet at gøre, vi maatte skynde os videre. Hundene blev pisket
1 Vandet, naar vi skulde over Revner, de ikke turde springe over, og
her hjalp de lange Slæder os. Vi brugte dem som Broer, og naar vi
halede dem til os, svuppede kun den bageste Del lidt ned i Vandet.
Vi gjorde Holdt paa et Sted, hvor vor ene Primus faldt i Vandet
og sejlede bort i sin Blikkasse. Saa mistede Baadsmanden sin Harpun,
og hvad værre var, tre af Hundene smøgede Selen af sig og løb fra
os ved en farlig Passage. De blev staaende paa Isen og drev bort fra
os; men vi kunde kun fortsætte videre over Revnerne, der blev bredere
og bredere. Saaledes gik det endnu nogle Timer, men saa endelig
kom Frelsen. Vinden drejede, det begyndte at blæse Norden, og Is*
driften standsede.
Landet begyndte at komme nærmere, men det var ogsaa paa Tide;
vi var trætte, saa det smertede i alle vore Lemmer, da vi kom ind til
Kysten efter 40 Timers Anstrengelser, og denne Kraftpræstation af
Kvinderne skal jeg aldrig glemme!
Nu var der intet andet for os at gøre end at vende om. Rejsen til
Grønland maatte opgives. Et aabent Hav var der, hvor der før havde
været Is. North Devon laa solbeskinnet i Nord, et Land, vi ikke skulde
betræde paa denne Rejse. Leopold Island saa vi i Vest. Langt ude
kunde vi skimte noget Land i Nordvest, da vi kom op paa Fjældene;
det var Beechy Island, det berømteste Sted i forrige Aarhundre*
des arktiske Forskning.
Efter Hvile og Søvn begyndte vi Tilbagetoget. Frem var ingen Vej,
men heller ikke der, hvor vi for faa Dage siden havde kørt, var der
nu Is. Op ad Fjældkløfterne maatte vi sommetider for at komme bag
om Næssene, hvor det aabne Vand skummede for Foden. Vi maatte
højt til Vejrs og ind over Landet, der dannede et mægtigt Plateau med
en tynd Sneskorpe ovenpaa; saa maatte vi ned igen gennem farlige og
vanskeligt kørte Passager. Enkelthederne flyder ud i et Indtryk af
. Træthed og Spænding, men vi naaede dog Kap Crawford. Her fandt
vi Forsteninger i Fjældet og genoptog nu vore Indsamlinger. Alt, hvad
vi i Forvejen havde, var blevet derude paa Isen.
Midt i Mundingen af Admiralty Inlet genfandt vi vore Venner
Eskimoerne. De havde troet os fortabte, men viste deres uskrømtede
Glæde over at se os og indbød os til at oversomre sammen med dem,
for Vejen til Ponds Inlet var spærret, fortalte de; i den vældige Storm
var Isen brudt op i hele Lancaster Sound. Det var dog ingenlunde vor
Agt at give op paa dette Sted. Men Kød maatte skaffes til Rejsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
