Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Edgar Poe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
EDGAR POE
Edgar Allan Poe, den eneste av den nye verdens digtere, som
tilhører verdensliteraturen, er født i Boston 15de januar 1809. Han
er av irsk avstamning. Forældrene var skuespillere, de fartet om
fra by til by, men der var ikke mange chancer for dramatisk kunst
i hine dages Amerika. Edgars far døde tidlig, og to aar gammel
var gutten ogsaa blit moderløs. En rik kjøbmand i Richmond ved
navn Allan adopterte det vakre barn, og han vokste op i gode
rummelige kaar. En række barndomsaar tilbragte han i en kostskole
nær London, det er minder fra denne tid, som utmales i William
Wilson. 16 aar gammel blev han student ved Virginia-universitetet
i Charlottesville, hvor han nok leved temmelig uregelmæssig, og
blandt andet paadrog sig en spillegjæld, som fremkaldte et
avgjørende brudd med mr. Allan. Fra nu av er Poe hjemløs. Han
begynder den omflakkende rundreise-tilværelse, som han siden aldrig
skulde komme ut av, etpar gange forsøker han at vinde navn og
penger ved at utgi digtsamlinger, men det endte med at han lot sig
hverve som soldat for ikke at sulte rent ihjel. Adoptivfaren løskjøpte
ham efter nogen tids forløp fra militærtjenesten og fik ham anbragt
paa kadetskolen i West Point. Her gjorde han sig dog ogsaa
umulig, og han synker ned i den dypeste elendighet. Saa dukker han
op som prisvinder i en litterær præmie-konkurrance, foranstaltet av
et tidsskrift. Han blir hjulpet ut av nøden og utfolder i aarene
fremover den geniale produktion, som først efter hans død, gjennem
formidling av europæiske kritikere — særlig Charles Baudelaire —
skulde skaffe ham det verdensry, der stadig er i stigende.
Det bedste av Edgar Poes verk er uforgjængelig. Jeg mener
digte som „Annabel Lee“, „Ulalume“, „The Raven“, „To Helen“...
Paa hvert av dem passer Keats’ ord: Det fuldkomment skjønne er
en evig glæde. Disse vers staar saa høit som lyrisk digtning
overhoved. Den som engang har tilegnet sig musiken og meningen i
dem, glemmer dem aldrig. Hvert ord, hver linje, hvert billede, hver
klangvirkning... fanger ens fantasi og fylder ens sind; — saa
helt er man i disse berusende rytmers, disse mystiske melodiers vold,
at det er umulig kritisk at gjøre rede for, hvad der fængsler en
dypest. Det er jo ogsaa altid den store kunsts hemmelighet. Og
paa høide med disse vers staar Poes ypperste digtning i ubunden
stil. Hans prosa er utformet med den samme utsøkt raffinerte og
subtile kunst som versene. Det er ingen poesi for sunde sterke
runde normalmennesker, — her er ingen barnefrom naivitet, ingen
drømmende længsel, ingen mild følsomhet, ingen sentimental
melankoli. Det er stemninger av rædsel og gru og uhygge — i alt som
siges røber sig en snikende, ulykke-svanger angst, og skildringens
farver er grelle og skrikende eller gustne og dæmpede, men altid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Mon Dec 11 16:25:02 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/rodedods/0009.html
