Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Edgar Poe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
opløsningens, visningens, dødens. Men vilde man bebreide ham
dette usunde og syke, saa har digteren svaret paa rede haand.
„Menneskene har kaldt mig syk,“ sier hovedpersonen i Elonora,
„men det spørsmaal er endnu ikke besvaret, om ikke sygdom er
den høieste intelligens, om ikke meget som er straalende, og alt det
som er dypt har sin oprindelse fra en tankens sygdom, fra sykelige
eksistensformer, som er drevet i blomst paa den almindelige sunde
forstands bekostning. De som drømmer mitt paa lyse dagen faar
rede paa mangt og meget, der aldrig falder dem ind, som bare
drømmer om natten. I dunkle hemmelighetsfulde syner fornemmer
de glimt av evigheten og bæver, naar de efter opvaagningen fra
drømmen, har været nær ved selve det store mysterium. I skimt og
anelser naar de frem til noget av den visdom som er av det gode,
og til mere av den videnskap som er av det onde. Uten ror og
kompas seiler de over det uutsigelige lys’ kystløse hav, saa vel som
over hint mare tenebrarum som gamle tiders grublere og sjøfarere
drømte om.“ Ti som en av Poes fortolkere har uttrykt det: Bak
dette skumringens hav ligger den bestandig uopdagede verden, som
mystikeren tror at ane av farver andre end spektrets, og toner andre
end skalaens, av vibrationer i den ukjendte æter, umerkelige og
flygtige som skygger, av vage taaker og fornembare blot i de sekunder,
da alle stemmer med ett forstummer i hans indre, og sjælen glider
smerteløst og viljeløst i evighetens gynge.
Edgar Poes digtning staar i ett og alt i mystikens tegn, men
ogsaa som mystiker er han forskjellig fra alle andre. Der er noget
kjøligt og uendelig sikkert over hans verk. Ingen følelsens rus,
ingen hjertets eller blodets ekstase. Poes vers og prosa er en
nervernes og hjernens kunst, en overveiende intellektuel poesi, altid
bevisst og altid klar, forsaavidt som han altid har hat magt til at tøile
sine indfald og stemninger. Han forsmaadde end ikke at benytte
videnskabelige teorier og slagord i sin digtnings tjeneste. Ja, det
kunde behage ham at forbløffe ved mystifikationer, som naar han i
et kritisk essy gir sig til at forklare „Ravnens“ tilblivelse. Her
utvikler han med megen detaljeret ironi, hvor let det er at skrive et
genialt og uopnaaeligt digt. Og han slutter som de gamle professorer
i magi: Som man ser — intet trolleri. Det hele er gaat naturlig til.
I dette ene træk er der et glimt av det berømmelige
amerikanske humor. Det er det eneste i Poes liv og verk. Dybere set
er vel det ogsaa et utslag av hans trang til at ta avstand fra det
halvt barbariske samfund, som det var hans ulykke at være bundet
til, — hvor kunst og poesi maatte trives i snylteplantens usle
foragtede kaar. Han, skjønhetstilbederen, drømmeren med det fine
saarbare sind, hjernearistokraten med den høit differentierede,
fornemme intelligens.. maatte til sin dødsstund finke sig frem fra
dag til dag, fra by til by, som literær proletar. Ulykken,
motgangen, skuffelsen blev ham trofast til det siste. Han døde paa et
hospital i Baltimore 7de oktober 1849.
Carl Nærup.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
