Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 17de kapitel. En gammel ven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 79 —
»Ikke sikker endnu,« sa høvdingen, »indianere
overalt. Rødefjær følge pappus hjem!« »Det
behøver du ikke.«
»Jeg bære pappus,« fortsatte siouxen og gik
hen til den lille pike.
»Dot,« sa hendes bror, »hvad vil du helst —
ride paa Saladin med mig eller la Rødefjær bære
dig?«
»Det er meget morsommere, naar Rødefjær
bærer mig, gjør det mere,« sa hun og rakte sine
armer imot ham.
Mel hadde ikke noget imot dette, ti han skjønte,
at det gjorde indianeren glad, da det lille barn
hadde vundet hans vilde hjerte.
Rødefjær løftet den lille pike op paa sin arm,
og saa gik det videre, som før.
Mel lot Saladin gaa i skridt, saa høvdingen
kunde holde følge med ham, og saaledes naadde
de nogen minutter senere ned til elven.
Det var ikke let at skjelne noget i det tætte mørke,
men Mel var saa kjendt med egnen, at han straks
saa, at de var kommet ned til det øvre vadested.
I mørket vilde Mel aldrig ha fundet frem, men
indianeren hadde uten at vakle ført dem like til
stedet, som om det var midt paa dagen.
Da de holdt stille ved bredden et par minutter,
sa Mel til indianeren: »Længere end hit er det
ingen mening i, at du følger os. Du vil bare gjøre
dine klær vaate ved at vasse over elven.«
Men høvdingen rystet paa hodet, han vilde
følge over.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
