Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 17de kapitel. En gammel ven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 8o —
»Ja da kan det gjøres paa den vis, at hesten
bærer os over alle.«
»Ugh, stor kløv for hest, bære alle.«
»Det var ikke slik, jeg mente det,« sa Mel,
»hesten er nok sterk nok til det, men det er jo
ikke nødvendig. Først reiser jeg over, og saa
sender jeg hesten over for at hente dig.«
Denne plan var fornuftig, og indianeren hadde
intet at indvende derimot, ti han vilde naturligvis
ikke gjennemvæte sine klær uten nødvendighet.
»Vær forsigtig med de dype huller,« sa Mel,
»gaar hesten ned i dem, vil vandet gaa høit opad
den, det er derfor bedst, at jeg fører Dot med mig
over.«
»Ugh, Rødefjær kjende huller, han faldt i dem.
Du falde i hul med pappus, hvad gjøre da?«
»All right,« svarte Mel, og klappet hesten paa
halsen.
Forsigtig gav den sig til at vade over
strømmen, prustende og snøftende følte den sig for, som
hester pleier at gjøre, naar de gaar ut i vand.
Mel lot den ha fri tøiler, og det gik bra. Den
undgik alle huller, og snart steg den iland paa den
anden bred med en tørskodd rytter.
»Nu gamle dreng,« sa Mel og klappet kjærlig
dens hode, »gaa nu over og bring de to andre
over. Men vær likesaa forsigtig som med mig.«
Hesten forstod, hvad det gjaldt og vasset ut i
strømmen over til den motsatte bred.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
