3 TOLKNING AF RUNEINDSKRIFTEN PÅ RÖKSTENEN. 3 skreven en gang*). Desuden foröges tydningens vanske- lighed i höi grad ved den særegne sprogform og ud- tryksmåde, som jeg i det fölgende narmere skal söge at belyse. Derimod er det heldigt, at næsten alle ste- nens runer (når undtages nederste linje på den bagre bredside og kvistrunerne på den ene kantside) er fuld- kommen tydelige. Af indskrifterne er hidtil kun en liden del tilfreds- stillende tolket. Liljegren sögte ved den måde, hvorpå han i sine Run-Urkunder (1833) gjengav forsidens ind- skrift med latinske typer, at vise, hvorledes ordene skulde afdeles, og U. W. Dieterich gjorde i sin Runen-Sprach- Schatz (1844) bemærkninger om enkelte ords betydning. Den först udgivne, men ufuldstændige, tolkning er af Hans Hildebrand, som i sit livlige og vækkende skrift Svenska Folket under Hednatiden (1866) s. 90—92 har tydet nogle afsnit i det hele heldig*). Noget tidligere trykt var en læsning og oversættelse af så godt som den hele med den kortere rækkes runer skrevne indskrift uf Stephens, hvem jeg kun i enkeltheder kan fölge*). Efter disse forsög er endnu særdeles meget ufor- klaret. Jeg vover her at meddele bidrag til en fuld- stændigere og rigtigere tolkning af indskriften og at söge at stille alt, hvad vi af den kan lære, i et klarere lys. Jeg har troet at burde udvikle alle enkeltheder med 1) Den eneste undtagelse herfra findes forrest i 8:de linje på bag- siden, hvor I & står to gange, uden at nogen rune kommer imellem. ?) Denne tolkning er udeladt i andet oplag, som er udkommet, efter at nærværende afhandling var skreven. 3) I korte ytringer er indskriften eller enkeltheder i den omtalt af Thorsen Runemindesmærker s. 357 anmærkn.; af Wimmer Navneordenes böjning s. 75; af Rydqvist, Svenska språkets lagar IV, 4. 46 anmærkn.”*), 129. 157 anmærkn.”) 176. 249; af mig 1 Tidskrift for philologi og pædagogik VII, 329. 332. 337. 341 f. 345. 352; VII, 201. 204; IX, 112; Årböger for nordisk oldkyndighed 1870 s. 193; udgaven af Sæ- mundar Edda s. 396 a.