13 TOLKNING AF RUNEINDSKRIFTEN PÅ RÖKSTENEN. 13 Bildst. nyiom (Rrdqvist I, 420, jfr 380, 453); i Vestgöta- lagen tryggiæ gen. pl. af et adjektiv, som oprindeligt har havt v efter g (Rydqvist II, 378). I gamle islandske og norske håndskrifter er ved flere adjektiver, hvis stamme ender på åja eller gja eller på ja med lang vokal (tve- lyd) foran, j bibeholdt foran å og u eller 0: fåtækjan, sekjan, slægjan, pægjan o. s. v. (Gislason Frumpart s. 57), hvilke former siden fortrænges af fåtækan o. s. v. Men ved feigr mangler j ellers overalt i de levnede nordiske sprogmindesmærker. At den oprindelige stamme er feigja ikke feiga, sees af formerne i andre germanske sprog: oldeng. fæge, dat. sg. i den bestemte form fægean d. e. fægjan; oldsaks. foqi, dat. pl. fögiun d.e. fögjun; mht. veige. 12. Gjenstandsformen sunu er ligelydende med den, som findes rundt om i andre gamle germanske sprog. Dette er den eneste stamme, ved hvilken det udlydende u har holdt sig i aceus. ental i den yngre jærnalders nordiske sprog. Grunden kunde tildels söges deri, at ordet forekommer meget ofte i inskrifter, så at vi let- tere kan iagttage forholdet ved dette ord end ved andre ord, hvis stamme oprindelig endte på u. Sandsynligt er det dog, at netop fordi »sön» var så almindeligt i ind- skrifter, holdt den ved tradition nedarvede skrivemåde af dette ord sig, efterat den udtale, den udtrykte, var bleven ubrugelig i det sædvanlige sprøg. Derhos må mærkes, at det udlydende vu i Oldengelsk ved oprinde- lige tostavelses stammer kun holder sig i accus. ental, hvor förste stavelse er kort, derimod ikke hvor den er lang; og netop sunu bevarer i Oldengelsk den for u- stammerne eiendommelige böining længst. Formen sunu for accus. ental findes, som Stephens s. 613 har påvist, i Sverige også på Kalfvesten-stenen (Stephens s. 724), der ligeledes hörer hjemme i Östergötland, og som i skrift har flere ligheder med Rök-stenen; i Danmark på