12 SOPHUS BUGGE. ko navnlig en. den på Forsaringen, har meget tilfælles med Rökindskriften. Desuden er udtrykket få stein brugt i to runeindskrifter i Helsingland; fadi for »skrev runer» kjendes kun fra to danske indskrifter, den på Helnæs- og den på Flemlöse-stenen, der begge er blandt de ældste danske, som er affattede i den kortere rækkes runeskrift, og begge sandsynlig ristede af samme mand. Alle disse eksempler er samlede af Stephens Runic monuments s. 920. Det nævnte udtryk findes fremdeles i den ældste norske indskrift med den kortere rækkes runer på en sten, som nylig er funden i en gravhaug på Valdby i Lar- viks fogderi. Og allerede i Einang-indskriften i Valdres fra den ældre jærnalder heder det PAR RUNO FATHIDO. Når det siges, at faderen har skrevet runerne, så er dette ikke at forstå, som om han har gjort det egen- hændig; tværtimod nævnes runeristeren, som jeg skal söge at vise, særskilt på stenen. I de gamle runeind- skrifter heder det ofte, ligesom 1 Latin, at en person har gjort noget, som han har ladet gjöre ved andre. Jeg skal nævne et eksempel blandt mange: Lilj. 799 be- synder med »Holmfast og Rodelv ristede runer», og dog nævnes i indskriften siden runeristeren særskilt. 9—12. fapir aft faikian sunu d. ce. oldnorsk fadir eptir feigan sun (Hildebrand og Stephens). 11. faikian har været udtalt fæigjan eller faigjan; det kan af skriften ikke sees, om tvelyden har været æi eller, som på Gotland og i flere svenske bygder (se Rydqvist IV, 141 f.), ai. Adjektivet forekommer med den almindelige gamle betydning, »som er bestemt til snart at dö» i gutn. faigastan, Gotl. Hist. 2, i Uplands- lagen som fegher, og det er endnu velkjendt i det sven- ske almuesprog (Rietz s. 134). I faikian har det afledende j holdt sig efter gj. I middelalderens svenske bogsprog er i böiningsformer og afledninger af adjektiver et så- dant j sjælden bevaret: i Östgötalagen nyid, nytt; I cod.