- 15 TOLKNING AF RUNEINDSKRIFTEN PÅ RÖKSTENEN. 15 13—15. sakumukminipat (huariar). Dette udtryk kom- mer i noget skiftende former flere gange igjen. For at sikre dets betydning er det nödvendigt at sammenligne de andre steder: patsakum (anarthuar) a 1. 5—6; patsakum (tualftahuar) d 1.1; patsakum (pritauntahuarir) d1.3; airfbfrbnhn (finb) / 1. 1 d. e. sakumukmini (uaim). Tredje rune ial.3, der i tegningen hos Stephens sér ud som et til Å k ret- tet * m, viser sig på stenen tydelig at være F (med nogle tilfældige rifter); og at k her er det rette, sé vi til over- flod ved jævnförelse af de tilsvarende steder. Vi lære af dem videre, at der må deles sakum ukmini (eller med fordobling af m: mukmini) pat huariar samt at ukmini eller mukmini og pat er undværlige led af sætningen. Ved huariar, ligesom ved huar, huar, uaim (d.e. huaim), ind- ledes åbenbart en afhængig spörgesætning; der findes, såvidt jeg sær, intet andet ord, hvoraf denne kan være styret, end sakum. Dette ord kan altså hverken være d. 8-8. 18). dat. på sökum eller dasøsiiisludatsupl. sø gun, men må være en verbalform. Indholdet af den af sakum afhængige sætning uaim si burin nipr traki + 1. 1—2 »hvilken brav mands ætling han er» forbyder os, såvidt jeg skjönner, at forklare ordet som sdgum vi så. Jeg vover at tolke sakum som »vi sige», »vi fortælle». Dog tör jeg ikke antage, at 13. sakum udtrykker udtalen sægum istedenfor sæg- jum. Ti at j her var udtrængt, vilde være höist påfal- dende, da Rök-indskriften ikke alene har likia d 1. 3= liggja og huariar a 1. 3=hværjur, men endog faikian a 1. 2=fæigjan; og de af mig formodede former knua e 1. 2 = knyja og flua f = flyja, i hvilke j er udtrængt efter langt 7, vil ikke kunne stötte sægum for sægjum. dJeg fremsætter derimod fölgende formodning. Ligesom i oldengelsk for- mer af sagian bruges ved siden af secgan, i oldtydsk sagen ved siden af segian, således må man i nordisk en- gang have sagt sagu, præs. sagir, præt. sagda, præt. pep.