17 TOLKNING AF RUNEINDSKRIFTEN På RÖKSTENEN. li skulde opfattes som dativ af ungmænni, altså: vi fortælle de unge mænd. Men da æ, den vokal, som er fremkom- men ved indvirkning på a af et fölgende i eller 7, ellers i Rök-indskriften skrives a, foran nasal a, så matte unrg- mænni conseqvent skrives ukmani; jfr traki — drængie 1. 2. ukmini kunde gjengive en udtale ungminni, men et så- dant udtryk vilde, såvidt jeg skjönner, her være menings- löst, ti det kunde dog ikke betyde: minde (fortælling) om en ung mand. Jeg vover derfor en anden tydning, hvilken dog kun skal gjælde som forslag. Jeg læser med fordobling af m mukmini, svarende til en isl. form mög- minni. Förste led er da stammen i mögr (= got. magus), magar, megi, sön (også dreng, yngling, mand), hvilket ord er almindeligt i det norröne digtersprog, men i prosa kun har holdt sig i et par gamle formler. Genitiv ma- ghær af samme ord for »sön» har i en enkelt forbindelse holdt sig i Uplandslagen og Helsingelagen (Rydqvist II, 145). Andet led er minni; dette ord forekommer i for- bindelse med mögr i et af. Egilsson citeret vers af en islandsk dråpa: hennt kemr mögr til minnis. minni beteg- ner minde, hvad man mindes; i Völsunga s. cap. 9 s. 102 (Christiania udg.) gjengiver eigi mantu kunna .... forn minni ut segja den poetiske originals (Helg. Hund. I. 36) fått mantu .. fornra spialla. På lignende måde er her sagt: sakum mukmini pat vi sige det sönneminde d. e. jeg fortæller om min hedenfarne sön. Et isl. sammensat substantiv mögminni vil med hen- syn til förste leds form være fuldstændig analogt med mögfellandi, Mögprasir, lögdyr, miödrann og fl. Hvis den givne forklaring er rigtig, må u i muk- betegne en vokal, som er opstået af åa ved infiydelse af et fölgende wu; den har snarest været udtalt som åbent o. Altså mukmini udtalt mogminnt; mog- af oprindeligt magu-, jfr f. eks. oldsaks. magu-jung. I middelalderens svenske bogsprov måtte man vistnok vente en form magh-, men den af Åntiqr. Tidskrut. 3. 3 %