53 TOLKNING AF RUNEINDSKRIFTEN PÅ ROKSTENEN. 53 At forholdsordet stilles efter det ord, det styrer, således som her an efter uaki, finder i oldnorsk kun sted i skald- skab. Vistnok tror jeg ikke, at runeristeren har tænkt sig etu vitt vangi å ordnede som verslinjer; men udtrykket ellers her i sæt- ningen er dog den for skaldesproget eiendommelige og ikke den i prosa almindelige, så at vi ikke tör undre os'over tillige at finde den nævnte poetiske ordstilling. Den samme formoder jeg ved siulunt i d 1. 4; ligeså har Kolunda-stenen Södermanland (Dybeck oct. nr. 60): fapur auk mupur ifti(r). Afvigende fra den almindelige prosak- ske er også forholdsordets stilling ved peira at arfi Dy- beek Stockh. 36, Lilj. 2011, ikke at peira arfi. Det hele bliver altså: jeg fortæller, hvor Gunns hest (d. e. ulven) sér æde vidt på vangen. Præsens si »sér» må vel snarest opfattes som historisk præsens, ligesom likia i den afhængige sætning d 1. 3. Jeg tror neppe at runeristeren ved præsens vil antyde, at Våmods fien- der endnu, da stenen reises, ligge for ulv og örn. Den vang, hvorom her er tale, må vistnok være den slag- mark, på hvilken Våmod fandt sin död, men hvor til- lige — som det siges i den afhængige sætning — tyve fiendtlige konger faldt. Hvorvidt nogle af disse faldt for Våmods hånd og regnes iblandt de 24 mænd, fra hvilke han efter forsidens indskrift tog valrov, det kan ikke sees. Det må mærkes, at det samme billede efter skal- denes sædvane er fastholdt i de forskjellige sætningsled: ulven er betegnet som valkyrjens hest og i lighed der- med valpladsen som en vang, på hvilken hesten finder rigeligt foder. Man sammenligne f. eks. de i Fornaldar sög. I, 297 feilagtig trykte linjer: ' pars upplokinn fundum Heita vang fyr hvitum hesti mava rastar,