5b TOLKNING AF RUNEINDSKRIFTEN PÅ RÖKSTENEN. 5D optegnede olddigte: Baldr er hmé vid banapifu Hyndl. 29; vamm pat er væri Sigurd.-kviöa in skamma 5; hropt ok rögi ef på eyss å holl regin Lok. 4. 84. Den efter suap fölgende rune er på tegningen hos Stephens &, hvilket tegn Stephens har læst som n. Men skråstregen står længer nede på n-runen, og n vilde mellem P og I være höist påfaldende. På stenen læses sikkert og tydelig ta; den nederste kvist må være ble- ven overseet, fordi den var skjult af en hård kalkskorpe. Jeg forstår å her som forholdsordet å »på»; ordet far sin nærmere bestemmelse ved det foregående og stötter den forklaring, som jeg har givet af uaki an. 85. likia 3 pers. pl. præs. ind. »ligge» (Stephens); historisk præsens ligesom si i hovedsætningen. Skriften kan ikke vise, om udtalen har været liggja eller ligja; "den sidste form, som er oprindeligere, er hjemlet ved ligia i Vestgötalagen og cod. Bur., jfr. ligær i Vgl. (Ryd- qvist IV, 350). liggja betegner her »ligge döde» »er fæl- dede»; den samme fyldige betydning af ordet kan oftere påvises i norrön og oldengelsk digtning: ligu landsmenn gnögir Heimskr. Har. s. hardr. cap. 19 str. 3; oldeng. På hyra hlåford læg Daniel 675 (Grein); hæled lågon Genesis 2076 (Grein). Det hele bliver da: Jeg fortæller som det tolvte, hvor ulven sér (finder) æde vidt og bredt på vangen, så at derpå (d. e. på den vang, på hvilken) tyve konger ligge fældede. Sé om forbindelsen ved suap mine be- mærkninger til a 1. 4. 86—88. Et nyt afsnit begynder, som også skille- tegnet viser, med pat sakum pritaunta »jeg fortæller det som det trettende». (Ordenstallet 13de er her fundet af Hildebrand og Stephens, hvilken sidste dog med urette læser pritauntae sammen som ett ord.) Ordenstallet skri- ves i glsvensk gjærne prættandi, også med én t, ligesom Gutalag har pretan (Rydqvist II, 560, 578). å i förste