56 SOPHUS BUGGE. 56 stavelse betegner da vel her lyden e, dog er i muligt. au i anden stavelse gjör vanskelighed: Fo tör neppe antages, at man her virkelig har udtalt tvelyden au, ti denne vilde her, som det synes, være uforklarlig. Mulig betegner au her udtalens o (jfr. piaurikr 2 1. 1, krortil å foran konsonantforbindelsen nd kunde være bleven svækket. At ordenstallet kan have været udtalt med 0i anden stavelse, stöttes måské ved skrivemåden ørættunda 1 et hskr. af Södermannal. (Rydqvist II, 578), ved Dal- målets tretto og ved formerne aptun og upton for aptan (Rydqvist IV, 74 f.). S9—92. huarir tuair tikik kunukar (anden k i ku- nukar er mindre heldig gjengiven i tegningen hos Ste- phens; runen har sin sædvanlige form) »hvilke tyve kon- ger», I oldn. form hverir tveir tigir konungar. (Hildebrand gjengiver de tre sidste ord ved isl. tveirtigir komungu, men förste ord har hidtil ikke været rigtig tydet.) At de tyve konger, som her nævnes, er de samme som de, der ovenfor omtaltes som faldne, siges ikke udtrykkelig, men det synes dog at måtte være meningen; runeriste- ren opregner altså i det fölgende navnene på 20 kon- ger, som faldt i den kamp, hvori Våmod fandt sin död. 93. satint 3 ps. plur. præt. conj. = oldnorsk sæt!. Endelsen nt må her være enhver påfaldende. Hvordan man end forklarer m i den glsvenske endelse -in (satin) for 3 ps. plur. conj., enten man holder det for ældgam- mel levning fra det fællesgermanske sprogtrin, hvilken opfatning jeg ovenfor har sögt at forsvare, eller man med Rydqvist mener, at det er kommet ind fra andre former, så kan t i satint ikke være oprindeligt, og det synes endog neppe troligt, at t her i indskriften har havt noget tilsvarende i den levende udtale, enten som t eller som d. int (der nærmest kan forestille nd, da t på Rök- stenen også er tegn for udtalens d) må vel her gjengive