79 TOLKNING AF RUNEINDSKRIFTEN PÅ RÖKSTENEN. T9 seile var fælles for det norske og svenske digtersprog i oldtiden. Indskriften på Djulefors-stenen i Södermanland (Lilj. 902) meddeler först, af hvem og over hvem stenen er reist, og lader derpå denne halvstrophe fölge: Hann austarla ardt bardi ok å Langbarda landi andadisk. Denne halvstrophe er i en noget friere form af det verse- mål, som Snorre anvender i å btgtdl str. 72 og kalder hinn skammi håttr. ardi, bardi er aldeles iinførsrget af Dieterich Runensprachschatz; ardt er præter. af erja plöle, og bardt er dat. af bard neutr. stavn (eg. kjölens fort- døotsjelde i skibets' stavn). Aldeles samme udtryk fore- kommer i et vers, der citeres som eksempel på ellipse i en islandsk grammatisk afhandling (Snorra Edda ed. AM. TL, 418): så er af Island: ardi bardi. Ligeså heder det i et vers af den orknöske jarl Ragn- vald (Orkn. s. cap. 82; Flat. IT, 488): erjum trgu bardi åt at Miklagardi. Da sölivet spillede en stor rolle i alle nordiske folks liv og digtning, må vi finde det naturligt, at mange poe- feler did som vedrörte denne livsvirksomhed, var fællesnordiske. 136—138. knua knati ai un betegner altså »han pldiede altid bölgen». Hvem dette gjælder, vise de föl- gende ord uilin is pat »det er Vilen»; Våmods farfader betegnes altså som en vældig vikingehövding. De runer af den længere række, som stå efter skille- tegnet sidst i tredje tværlinje, kan ikke danne en fort- sættelse af det, som er udtrykt ved runerne af den kor-