90 SOPHUS BUGGE. 90 Når chiffreskriften oplöses, må e gjengives: sakumukminiuaimsiburinip Rtra kiuilinispat - knuaknat iaiunuilinispat - Lönskriften på den anden smalside (f) har jeg læst: rupinimrfluai Herefter skal jeg söge at gjengive den hele indskrift (både den der er skreven ligefrem med den kortere ræk- kes runer, og den, der er skreven med lönskrift) med sædvanlig lydbetegnelse, for at ordenes egentlige former tydeligere kan fremtræde. Dog ligger det i sagens na- tur, at en sådan gjengivelse i mangt og meget må være usikker og unöiagtig. Navnlig kan selvlyden i mang- foldige tilfælde ikke nölagtig bestemmes, fordi runeskrif- ten betegner vokalerne på en ufuldkommen måde, så at flere beslægtede vokaler udtrykkes ved samme tegn. Også kan det ved flere ordformer ikke bestemmes, om konso- nanten har været udtalt lang (dobbelt) eller ei. Men ved den her fölgende gjengivelse har jeg været nödt til over- alt at træffe*et valg"). Flere former, som på den tid, da indskriften blev indhuggen, rimelig var forældede, som valraubar (med b) og lign., bibeholder jeg; i R og Kr gjengiver jeg begge ved r. Eft Vamod standa runar pår. En Varumm fadi fader æft feigjan sunu. Sagum- mogminni pat, hværjar valraubar vårin tvår pår, svåd tvælf sinnum vårin numnar tvår valraubar badar saman å Ynmissum mannum. 1) For pydelighede skyld gjengiver jeg mir åa 1. 8 ved mærr.