185 + TOLKNING AF RUNEINDSKRIFTEN PÅ RÖKSTENEN. 135 enten overhoved eller i den her anvendte betydning er ubrugelige i middelalderens svenske bogsprog, tilhöre ligeledes Nordmændenes og Islændingernes gamle digt- ning samt tildels deres tidligste prosa: fapi runar skrev (eller lod skrive) runer; faikign af feigr i betydning »död»; mir — oldn. meirr i betydning »derpå»; ub = oldn. uf, of som udfyldende partikel; nimr — oldn. nemr med in- Énitiv som omskrivende verbum; ligeså knati — oldn. knåtti med infinitiv; tuair tikir med følgende nomen i samme casus. Et gammelt præg bar fremdeles sætnings- forbindelsen med suap; uaim (for huaim) brugt adjekti- visk; pak med betydning »disse»; muk-, hvis jeg har tolket det rigtig, = isl. mög- af mögr sön; mindre af- gjort altum dat. på. i betydning »flokke»; fatlapr. Ordstillingen synes på flere steder, hvor ordene ikke danne verslinjer, at kunne kaldes poetisk: uaki an d. e. vangi å og siulunt i, hvis jeg rigtig forbinder disse ord. Det samme synes at gjælde for fölgende steder, hvis ord- stilling dog har enkelte sidestykker i den ældste island- ske prosa (i den stockholmske homiliebog): tuair tikir kunukar suap a likia — oldn. tveir tigir komungar svåt å liggia, hvor suap ikke står i spidsen af den underord- nede sætning; uaim si burin nipr traki — oldn. hveinv se borinn mdr drengi; huar histr si kunar — oldn. hvar hestr sø Gunnar. Deri tör man overhoved kanské sé Rök-indskyiftens störste betydning, at den om det oldsvenske (ti det sy- nes unödvendigt her at bruge det snævrere udtryk: gö- tiske) skaldesprog samt om de mythiske og heroiske sagn, til hvilke dette skaldesprogs udtryk knyttede sig, giver en fyldigere forestilling end noget andet mindes- mærke. Vi få et bestemt indtryk af, at dette sprog, disse udtryk og disse sagn, som blev benyttede af de svenske skalde, i det hele og i de fleste enkeltheder har været det samme som eller nær overensstemmende med