Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 1. En levnets-skisse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
34
saa med det ene øie like bortenfor dens mund, en strimmel
blaa himmel mellem purpurfarvede 3kver, og jeg tænkte paa,
hvor skjønt det var deroppe."
Tolstoi, som før Sofia Perovskis henrettelse lag, vaaken
om nætterne og saa tydelig for sig, hvorledes hun la sit
hode i repets løkke, hvorledes hun uvilkaarlig virret med
hodet, til hun fik løkken like under strupen, og hvorledes
stolen, som hun stod paa, blev trukket bort, og repet klemte
strupens bløte bruskvæg like mot den haarde nakkehvirvel,
saa blodet pludselig strømmet hende til hodet og hele 1i61i663
legeme sitret i krampe, — Tolstoi, som i søvnløse nætter
hadde ligget med Kv33iliillBBkol’ll6lUl!l6iB6r og set for sig dette
syn, fik ikke ro og fred i sin sjæl, før han hadde over
bevist sig om, at selve døden, naar den først kommer, ikke
er Brutul6. Alting blir da matt, og alt det, som foraarsa
ker skræk, ophører at brøle over ens hode, og sjælen er let
tilmote og har fred."
«Sandsynligvis" — tilføier Tolstoi — «føler lammet, som
knases av ulvens tænder, eller fuglen i slangens mund, ikke
andet end de mennesker, under hvis føtter bøddelen skyver
stolen bort."
Men oplevelsen av denne henrettelse (som forøvrig fore
gik langt fra Tolstois hjem) og av tsarens kloke og kjølige
avslag av hans bøn, har, formoder jeg, for Tolstoi været
som en indvielse til hans kamp mot Euslands kirke og stat
gjennem en hel menneskealder. Noget av den kvalfulde
sindsbevægelse fra hine skjæbnerike dage synes hyppig at
klinge igjen i hvad han senere skriver. Hans sjælestrenge
hadde gjennem denne oplevelse faat den mægtige spænding
og stemning, som senere holdt gjennem næsten tredve aar.
Da han næste gang skriver til tsaren, en ny tsar, Ni
kolas 11, hele tyve aar senere, den 30. mars, 1901, er tonen
en anden, og hans bøn til keiseren er en anden:
«Hvis uroligheterne blot skyldtes nogen slette og oprør
ske mennesker, vilde det være tilstrækkelig at gripe dem og
kaste dem i fængsel eller henrette dem. Men gjennem tredve
aar eller mere har dette været gjort med tusener: de er
blit grepet, sat i fængsel, henrettet eller forvist i tusenvis.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
