Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 7. Leo Tolstois kultur- og samfundsproblem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
165
At alle mennesker kan bli like, er umulig. Hele menneske
kulturens høie opbygning ovenover dyrelivet er betinget av
ulikheten mellem usedvanlig høitbegavede og mere jevnt
begavede, og paa samarbeide mellem førere og deres følge.
Men der er 6n form av adel som lar sig forene baade med
sandt demokrati og sandt aristokrati, og hvortil de fleste
mennesker kan faa adgang: de over-produktives adel. Her
er plads selv for dem som kaldes übegavede. Her er frem
for alt plads for 66 jevnt dygtige. Menneskelivet vilde være
ilde stedt, hvis alle var genier. Men de som med vilje sæn
ker arbeids-tempoet og ikke gjør sig flid, — 66 som ikke
føler det som en væsentlig del av livslykken at v66 bedst
mulig arbeide fra en hvilkensomhelst plads, disse mennesker,
med hvad navn de end kalder sig, er den virkelige plebs.
De utgjør en underklasse, en almue, efter eget valg. Ingen
lov, ingen revolution kan gjøre dem jevnbyrdige med folk
av det gode arbeides adel. Den som ikke i sin korte levetid
paa denne vidunderlig begavede planet yder sit bedste paa
en hvilkensomhelst plads, den som ikke søker at finde den
plads hvor han kan v66 noget værdifuldt, han forspilder
sit liv for alle tider. Han er hjemfalden til fortapelsen, til
den dom som Thomas Carlyle, seeren fra Chelsea, forkyndte
for de daadløse: for al evighet intet at ha utrettet. Som en
tordenrøst fra Sinai lyder disse ord av Carlyle: rDu hadde
én chance, du vil aldrig faa en ny. Den dummeste sjæl
som ni; i6V6r kan si til sig selv: En hel evighet ventet
paa at jeg skulde bli født, og nu venter en hel evighet paa
at se hvad jeg vil utrette, efterat jeg er født." — BDerfor
arbeid mens det er dag. Natten kommer, 6a ingen mere
kan arbeide."
Thomas Carlyle forkyndte en religion fuld av sindsro,
uten anden ængstelse end frygten for ikke at være med i
det byggende arbeides hær. Vantro var for ham den som
ikke slutter sig til den bedste fører som er at finde, til
felten", den fødte høvding, ikke længer i krigens, men i
arbeidets armé. Et nyt episk syn kaster Carlyle ut over
nutidens arbeidsliv, ut fra den tanke at slegternes fremgang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
