Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vinterhistorier - Onkel Fedja
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
20
han blinket venlig til mig og lod mig få kniven fra
Tula og deilige skilderier fra Suzdal paa kredit.
Senere var det ham, som skaffet mig bøger, jagtkrudt
og agn.
Men min far rynket panden og gjorde tegn til
vor gamle hushovmester, som tog på sig sit bul
biderfjæs. Når jeg havde kjøbt, hvad jeg vilde, var
ikke kramkaren sen, han snørte i en fart sine ting
ind, de slog døren paa vid væg for ham, tabte ham
ikke af syne, sålænge han var på gårdspladsen ; ingen
hjalp ham at løfte den tunge bylt op på kjærren. Ofte
havde jeg lyst til at forsvare min gamle ven; men
jeg fik aldrig mod til det, og desuden havde jeg alt
lært, at det er tidsspild at forsvare den, som alverden
vil tillivs.
Sidste gang onkel Fedja kom til os, var en søn
dag i den store faste; sent var det og rigtig en sur
dag med storm. Før han gik fra os, så han op
mod skyerne og spurgte mig stille, om vi ikke kunde
lade ham få lov til at ligge i stalden med sin hest.
Ved den blotte tanke på sligt blev min mor æng
stelig, og min far sa afgjort nei. Den gamle handels
mand gik sin vei uden at bede mere. Jeg løb efter
ham og sagde sagte til ham:
«Onkel Fedja — du ved mølleladen nede ved
slusen, den er åben, du; der kunde du jo være mat.»
(< _ Tak, banne*,» svarte han, «men kanske jeg
alligevel når så langt som til byen.»
* banne: søn af en adelsmand, «lille herre».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
