Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vinterhistorier - Varvara Afanasiévna
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
77
Vi afventer begivenhederne i dette lighus, i
Plevna. Alt er håbløshed omkring os. Nu er vin
teren kommen også, barsk og grusom som menneskene.
Jeg havde ikke kunnet tænke mig, at naturen kunde
være så opfindsom iat variere lidelserne. Jeg kjender
mig ligesom omhyllet af dem som af et følbart stof,
en forgiftet luft. I den første tid holdt mine frygtelig
spændte nerver mig oppe; nu er de slappe og af
stumpede, jeg udfører mit arbeide mekanisk med
mellemrum af udmattelse, af moralsk kvalme. De
kjæmpende stimuleres da ialfald ved tanken på faren,
ved nødvendigheden af at slås. Og så begeistrer
man de stakkars mennesker ved korsets tegn, med
nogle høilydte ord. Tilskueren har ingen trøst i
handling; og den som tænker, har bare hule fraser
at stille op imod de fysiske lidelsers skjærende virke
lighed. Hver morgen, når jeg vågner i forfærdelse
ved skriget fra en såret, kjender jeg livet glide over
mig som et jernhjul, jeg gjør en uvilkårlig bevægelse
i sengen for ligesom at skyve det bort.
Dersom dette skulde ende med galskab, så var
det bedre ikke at oppebie det øieblik. Og forresten
har det skue, jeg har været vidne til nu i månedsvis,
lært mig, hvor lidet livet er værd. Under livets
almindelige gang, når man af og til støder på døden,
er den noget frastødende, ualmindeligt; men når man
daglig ser menneskeliv henrinde som vanddråber, får
man undertiden lyst til at forene sit med strømmen,
et lidet übetydeligt dryp er man jo alligevel!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
