Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vinterhistorier - Varvara Afanasiévna
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
78
Nylig snakket jeg med en ung læge om dette.
Vi var enige om, at når det kommer ud over en vis
grad af fortvilelse og oprørthed, føler mennesket en
naturlig trang til at udrydde, tilintetgjøre en del,
om end aldrig så liden, af dette univers, som over
mander dets sind og træder dets fornuft under fødder.
Det er den sidste tilflugt i dets vanmagt at tilintet
gjøre noget. Men vi er uenige på et punkt; jeg
fremholdt, at den første indskydelse er at dræbe
sig selv, at ethvert menneske har været nærved at
gjøre det én gang i sit liv. Han mente, at selv
opholdelsesinstinktet gjør dette overordentlig vanske
ligt, og at det er langt lettere at dræbe en anden.
Og han nævnte som exempel, hvor langt høiere an
tallet af mord var end antallet af selvmord, og så disse
soldater, som vi ser dræber med fornøielse.
Kanske; der er ialfald her en temperamentsfor
skjel. Jeg tror nu for min part, at om jeg var
soldat og var stillet foran dette skrækkelige valg, så
vendte jeg heller våbenet mod mig selv . . .
Nu er denne unge læge død af tyfus. Det var
en modig, bestemt karakter, den eneste, jeg havde
at udvexle tanker med, den eneste ven, jeg har fundet
i dette sammensurium af egoistisk barbari. Jeg savner
ham . . . Denne sentimentaliteten —, han har jo trukket
det længste strå, ligesom Sophie Moltakova . . .
Sophie havde afgjort ret, når jeg tænker på
det, og jeg tænker meget på det ... Atter en
såret, som kalder på mig! Jernhjulet, som griber
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
