Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vinterhistorier - Varvara Afanasiévna
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
84
Da jeg nærmet mig landsbyen og kjørte gjennem
gaden, var skodderne for vinduerne, og jeg blev
slåt af dens øde og forladte udseende. Ingen i
dørene, ikke engang en hund, som gjødde på mine
vognhjul. Jeg fandt min vært bekymret og misfor
nøiet. Han kunde med møie bekjæmpe sit dårlige
lune for at tåge imod mig. Jeg spurgte ham, hvad
det var, som trykket ham.
— Men har De da ikke set landsbyen, svarte
han mig. Tom som Kristi pung, død som Pompei
eller Herculanum!
— Og Deres bønder, hvor er de bleven af?
—• Fløiet væk, min ven, det er den eneste
made at betegne det på. De er Jæger —De kjender
fuglenes skik. De ved, at på enkelte dage ser man
dem samle sig, uden nogen tilsyneladende grund, og
med urolige vingeslag flyve Gud ved hvorhen. Det
er reiselysten, som er over dem, ingen magt kunde
da holde dem tilbage i egnen. Slig er det med vore
bønder også. Sønnesønner af nomader får de rykvis
anfald af attavisme, pludselig reiselyst. Hele lands
byen surrer som en bikube, der sværmer, og en
vakker dag står eieren alene midt på sine brak
marker, uden en håndsrækning til arbeidet.
Dette hændte mig på slutten af sommeren; det
gik for* sig her, som det pleier at gå ellers overalt,
på en liden forandring nær.
Forrige år reiste tre famiijer, som var misfor
nøiet med sine jordstykker, ud for at søge lykke i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
