Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Joseph Olenins kappe - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
119
sig. Mm—m — tænkte jeg, hvor deiiigt det skulde
være at tulle sig ind i det varme pelsverk, før man
satte afsted i dette veir! Jeg skøy det dumme ind
fald skamfuld fra mig. Men, som man ved, har
dumme indfald sin egen måde at bore sig frem igjen
på, egne bevisgrunde til sin tjeneste. «Hvad skal
det være til,» sagde den fristende stemme, «at skaffe
sig en lungebetændelse på halsen, når man kan undgå
det? Tror du kanske, at hvilkensomhelst udstaffering
kan forbause disse brave bønder? Disse enkle menne
sker vil ikke lægge merke til det, og om nu pigerne
i landsbyen skulde smile lidt, — ja tænk hvor leit!»
— Jeg stred med mig selv, — forelskede ved,
hvordan kampen med dumme indfald ender. Efter
nogle minutters betænkning kastet jeg hurtig polo
næsen om mine skuldre og gik ud. Det var en
fornemmelse, jeg ikke havde kjendt mage til; den
mindet om et duftende bad, om lun sengevarme,
om aprilvindens pust, om stød af en elektrisk strøm.
En helt ukjendt lykkefølelse opfyldte hele mit væsen.
Intendanten gik og hakket tænder, jeg kjendte ikke
kulden. Jeg blev længe ude i skoven; det var, som
jeg skulde miste det bedste af mig selv ved at gå
ind. Skridtet var gjort; de følgende dage, selv da
det blev vakkert veir igjen, slåp jeg ikke mere den
velsignede pels. Mine udflugter, som før havde
været korte og kjedsommelige, blev mig nu en ny
delse. Fra det øieblik jeg fik på mig den forhexede
kåbe, var mit sørgmodige jeg forsvundet, og jeg følte,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
