Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Joseph Olenins kappe - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
118
dersom det er latterligt at forelske sig i en lap, så
er halvdelen af mandfolkene latterlige, og at man
undertiden har forstyrret tingenes ligevegt for fillers
skyld, som dulgte mindre sjæl end min. Uden
at forske dybere efter naturen af min følelse nød
jeg dette deilige samliv, ensomheden var for frem
tiden udfyldt for mig. Jeg havde lange passiarer
med polonæsen om aftenen, når den fik sit underligt
levende udseende. Jeg havde alt ganske god kjend
skab til dens karakter, hemmeligheder og fortid.
Ligesom alle af det temperament havde den sine
dage og sine luner, snart øm og munter, løssluppen
og lokkende i sine kjælne stillinger; snart lå den
slåp, udslukt, død på sofaen uden sjæl. Alt efter
det lune, den var i, lagde jeg mig trist eller glad
tilmode; og ofte kjendte jeg om natten i drømme det
underlige væsen svæve oppe ved mit hovedgjærde,
stryge mig let med sit gyldent brune dun og hviske
mig fuld af løier og vrøvl ligetil daggry.
Den 15de Oktober fik vi førstegang vinterfrost
i Bukova. Da jeg vågnet, så jeg den melankolske
horisont over vore sletter, som bleknet i sit første hvide
skrud. Jeg skulde den morgen afsted og ordne med
en tømmerhugst et godt stykke vei borte. Ivan
bragte mig såre fornøiet en grov bondepels og for
sikret, at det var grulig koldt. Og jeg kjendte det
nok, da jeg åbnet vinduet for den isnende norden
vind. Jeg la hånden på det bløde zobelskind; det
havde altid slig en egen, hemmelig indre lunhed ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
