Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Joseph Olenins kappe - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
133
at De er bleven amputeret? Jeg havde lysvågen
denne mareridtsfornemmelse. Var min krop hel, så
havde ialfald sjælen forladt sin bolig; skjønt jeg ikke
har været fri for at helde til den materialistiske lære,
har jeg endt med at tro på sjælens tilværelse ved at for
nemme den tomhed, den efterlader, når den svigter
følgeskabet. Jeg ræsonnerede for mig selv omigjen og
omigjen for at jage dårskaben ud af min hjerne.
Erfaring har lært mig, at det er en forfeilet frem
gangsmåde. At ville bortræsonnere en lidenskab hos
sig er det samme som at trække en spiger ud ved
at slå på den med små slag med hammeren, —
hammeren trykker spigeren dybere i træet, og for
nuften trykker lidenskaben dybere i hjertet.
Jeg vil forbigå, hvorledes jeg stred frem og
tilbage med mig selv, en strid, hvis udgang man alt
vil have gjættet sig til. Den første larm, som bragte
nogen glæde i huset, var bjælderne på mine travere
den dag, de trak den forspændte slæde foran trappen
for at føre mig til Rogonostzova. Veien forekom
mig lang og opkjørselen til stedet frastødende ; lange,
frosne diger, granskov, et gammelt slot fra Elisabeths
tid med omrids som et gammelt fengsel; et af disse
kjedsomhedens fangebur, hvor selv den middelmådigste
kamerat måtte blive modtagen af de indespærrede
som den fagre prins på slottet hos deiligheden i den
sovende skov.
Nu, da jeg er bleven sundere tilsinds, vover
jeg neppe at tænke på den latterlige sindsbevægelse,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
