Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Joseph Olenins kappe - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
137
forførende deilighed, som den havde eiet for mig i
tre måneder. Umerkelig — naturligvis — gik det
over i, at jeg ikke mere kunde skille den ene fra
den anden. Og dette skede så meget lettere, som
den kuldskjære, unge kone ikke mere lagde af, hvad
hun en dag så foragtelig havde kaldt «sin gamle
fillekåbe». Og jeg, som ikke kunde løsrive mig fra
den kjære gjenstand, jeg var altid lige i hælene på
den, som bar den ; jeg fulgte hende som en levende
skygge. Grevinden kunde ikke have udtænkt en
bedre slagplan, om hun havde villet drage mig til
sig personlig. Det være langtfra mig at tro, at der
lå en slig beregning under; hun var for regelret til
at være istand til sligt. Jeg var herefter med på
alle slotsfruens spaserture, fulgte hende i parken,
skyndte mig at tåge bort de rimperler, som hængte
sig i zobelskindet, når det streifet lave birkegrene.
Jeg fulgte hende ud på digerne, hvor hun moret sig:
med at løbe’ på skøiter. Når hun vaklet i sit hur
tige løb, kom jeg efter, ræd for at min skat skulde
rives itu i faldet, færdig at tåge imod hende i mine
arme for at skjerme den. Dersom hun satte sig i
slæden for at gjøre en længere tur, satte jeg mig
ved siden af hende. Jeg velsignet humperne på
veien, som skumplet det smale kjøretøi, så den bløder
blå fløiel kom i berørelse med min skulder og hånd,
så jeg kjendte varmen og duften.
Under dette samvær talte vi sammen; jeg følte
en varm deltagelse for den underlige natur, jeg lærte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
