Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Joseph Olenins kappe - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
142
og frarøve mig min skat, sikkerlig den høiest skattede
gjenstand i slottet. Var den desuden ikke hendes
eiendom ? Dette pelsverk, som man har sagt mig er
en gammel familjearv, denne gammeldagse kåbe, til
hørte den ikke den ulykkelige afdøde? Og denne
mystiske sjæl, som tydeligvis må bo i spøgelsekåben,
må den ikke være hendes sjæl?
Den, som aldrig har skjælvet for et elsket væsen,
må gjætte sig til den rædsel, som lammet min
hjerne, voxet, isnet mig gjennem hjertet og hamret i
tindingerne. Med opspilte øine så jeg polonæsen
røre sig, med bevægelser som et menneskes, bevæget
af trækvinden vistnok, gjemme sig bort og komme
igjen, alt eftersom månen og skyerne gled, vistnok.
Der blev en længere formørkelse; så fyldte lyset
igjen pladsen foran vinduet; polonæsen var der ikke
mere. Jeg hørte lette suk og raslen af silke mod
tapeterne, ligesom når en båd glider gjennem siv.
Bestyrtet f6r jeg mod døren, faldt på knæ, rakte
armene ud og råbte: De må ikke, må ikke gå med
min sjæl — — ! Da jeg slog armene sammen,
favnet de zobelskindet ; det bevæget sig, en übestemt
skikkelse rørte sig under dets folder, en fugtig ånde
streifede min pande. I et anfald af galskab tabte
jeg bevidstheden om, hvad som foregik ; jeg udstødte
et høit skrig, tabte al sans og hukommelse også;
for jeg kan ikke sige, hvad der siden foregik. Jeg
har kun igjen et dunkelt, pinligt indtryk som dagen
efter man har været meget drukken.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
